Fortsæt til indhold

Kvalitet er ikke kun et spørgsmål om penge

Arkiv
Arkiv

Mark Glibstrup, studerende på Kolding Gymnasium
Borgergade 16,
6064 Jordrup

Alle ved det efterhånden. Venstre har fremlagt et finanslovsforslag, hvori der står, at der frem mod 2020 skal spares 8,7 milliarder på uddannelsesområdet. Dette har vakt stor debat, ikke mindst blandt de studerende, der nu, i samarbejde med Uddannelsesalliancen, har arrangeret demonstrationer i Århus og København imod disse besparelser. De mener, at det vil have en direkte skadelig effekt på Danmarks fremtid at spare på de danske uddannelser. Selvom det er at forvente, at det område, der står til at få færre penge, er utilfredse, vil jeg som studerende, imidlertid tillade mig at være uenig. Selvfølgelig kan vi spare på uddannelsesområdet. Danmark er det land i OECD, der ligger på en klar førsteplads, når det kommer til at bruge penge på uddannelsesområdet. Til gengæld er Danmark langt fra i toppen, når det så kommer til resultater. Så når de studerende, lærerne og rektorerne påstår, at besparelser med sikkerhed vil gå ud over fagligheden, kommer de med et udokumenteret og relativt subjektivt gætteri. Når lande, der bruger mindre på uddannelsesområdet, kan få bedre resultater, så kan der også spares på det danske uddannelsesområde. Når det kommer til kvaliteten i fagligheden, handler det altså langt fra udelukkende om penge, men også en hel del, hvis ikke primært, om de studerendes studiementalitet, undervisningens struktur og skolernes ansvarsbevidsthed.