Fortsæt til indhold

Løjt IF kåret til Årets Fodboldklub

Arkiv
Betina Skjønnemand

Der var jubel, som man kun finder det blandt ægte fodboldspillere, da det i aftes stod klart, at Løjt IF var kåret som Årets Fodboldklub i DBUs Jyllands region 4, der dækker Sønderjylland.
Den fine titel blev tildelt klubben på Regionens årsmøde, der fandt sted i Vejen.
En af grundene til, at Løjt IF løb af med prisen er klubbens store engagement på de sociale medier, hvor der forud for klubbens kampe blandt andet bliver lagt spillerinterviews og videoer på klubbens facebookside.
Derudover bliver der ofte gjort lid ekstra ud af at gøre kampen til en fest for tilskuerne - for eksempel med brug af stadionspeaker, musik i højtalerne og pølser på grillen.
På den måde lykkes det ofte for klubben at tiltrække over 100 tilskuere til en almindelig seriekamp.

"Vi har en ambition om, at det skal være en god oplevelse at spille i Løjt IF, uanset om man er U6 spiller eller førsteholdsspiller på klubbens seniorhold, lød det fra Løjt IF i forbindelse med modtagelse af prisen.

Løjt IF har gang i en hel række andre initiativer, der alle nyder stor opbakning fra lokalsamfundet.


Med titlen som Årets Fodboldklub i Region 4 har Løjt IF samtidig meldt ind i kapløbet om at blive Årets Fodboldklub i Danmark.

Kandidaterne til denne pris er de fire regionale vindere i Jylland samt de fem vindere fra de øvrige lokalunioner i dansk fodbold. Den endelige vinder bliver udpeget ved Dansk Fodbold Award 2016.