Seks Medaljer til Esbjerg Taekwondo Klub ved Rødovre Cup
Arkiv
Fire kæmpere og syv teknikere fra Esbjerg Taekwondo Klub deltog for nylig i Rødovre Cup, og det endte med ganske flotte resultater for de unge mennesker fra Esbjerg, der i alt kom hjem med fire guld-, én sølv- samt én bronzemedalje.
Guldmedaljerne endte om halsen på Ayda Jameian, Ilia Jameian, Rikke Bergmann i disciplinen 'kamp', mens landsholdsudøveren Sofie Berggreen Jensen, der ved det netop afholdte EM i Serbien fik en flot bronzemedalje, tog sig af den sidste guldmedalje, som blev vundet i disciplinen 'teknik'. Sølvmedaljen tog Peter Nguyen sig af (teknik), mens Thomas Weltz (kamp) noterede sig for bronzemedaljen.
Næste store opgave for de unge mennesker bliver DM, der afholdes i Odense den 31. Oktober.