Giver samarbejde med frivillige bedre velfærd i kommunerne?
FAXE: I et nyt projekt vil forskere fra Syddansk Universitet se nærmere på, hvordan det stigende samarbejde mellem kommunerne og foreninger og frivillige fungerer, og hvilken betydning det har for velfærdssamfundet.
Projektet strækker sig over tre år og støttes af Nordea-fonden med 3,9 mio. kroner og er et projekt, også Faxe Kommune forventer sig en del af.
Den lokale interesse skal ses i lyset af, at Faxe Kommune som en ud af fire kommuner deltager i projektet. ”Det er et spændende projekt, som vi forventer os meget af og selvfølgelig glæder os til at se resultaterne af”, siger centerchef for kultur, frivillighed og borgerservice Benny Agergaard.
En natur- og miljøforening har overtaget naturplejen af et større naturområde. En idrætsforening tilbyder stolemotion for ældre i lokalområdet. På det lokale bibliotek står frivillige for sprogtræning af nye flygtninge. Og sådan kunne man fortsætte. De seneste år har kommunerne i stigende omfang forsøgt at involvere foreninger og frivillige i kommunale opgaver.
Et forskningsprojekt på Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på Syddansk Universitet vil med støtte på kr. 3.929.100 fra Nordea-fonden og en medfinansiering på kr. 2.750.000 fra fire kommuner og Det Boligsociale Fællessekretariat i Aarhus under ledelse af professor Bjarne Ibsen se nærmere på de mange initiativer til et større og tættere samarbejde mellem den frivillige og den kommunale sektor.
Han og kollegerne vil i forskningsprojektet ”Samspillet mellem den frivillige og den kommunale sektor” kortlægge de indsatser, der allerede findes rundt om i kommunerne, gå i dybden med udvalgte cases og følge udviklingen gennem tre år.
- Der er generelt store forventninger til, at samarbejdet både vil styrke den frivillige indsats og fremme kvaliteten i en række kommunale indsatser. Formålet med forskningsprojektet er at lære af de mange eksperimenter og blive klogere på fordele og ulemper ved forskellige samarbejdsformer mellem den frivillige og den kommunale sektor, fortæller Bjarne Ibsen.
Projektet gennemføres i fire kommuner (Faxe, Odense, Faaborg-Midtfyn og en kommune i Region Hovedstaden) samt det boligsociale område i Aarhus.
Forskningsprojektets formål er dels at undersøge de politikker og planer, som de deltagende kommuner har udviklet på området, at kortlægge den frivillige indsats og samarbejdet med kommunen og følge det over tid, at analysere 20 udvalgte projekter dybere og at se på politikker og konkrete indsatser på landsplan.
- Rundt om i landet skaber engagerede frivillige, foreninger og kommuner nye måder at samarbejde på. Forskningen vil give os indsigt i, hvilke former, der virker, og hvad der virker mindre godt. Det er nyttig viden, som kan bruges til at styrke fremtidens fællesskaber og aktiviteter – om det så er biografforeningen, håndboldhallen eller museumsforeningen, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.
I Faxe Kommune har man også store forventninger til forskningsprojektet.
- Vi har stort fokus på at udvikle frivilligheden i Faxe Kommune - i tæt dialog med frivillige og engagerede ildsjæle. Jeg er stolt over den store indsats, som rigtig mange borgere yder for andre borgere, og jeg er sikker på, at vi kan bidrage på en betydningsfuld måde i forskningsprojektet. Vi kan se og oplever, at frivilligheden er under forandring - og det vil vi gerne blive meget klogere på, lokalt og sammen med andre. Derfor ser jeg frem til de spændende resultater, forskningsprojektet vil bidrage med, siger borgmester Knud Erik Hansen.
Læs mere om forskningsprojektet på www.sdu.dk/frivillig-kommunal.
pm