"Det var simpelt og effektivt"
Mestrene trak det længste strå i svær udekamp imod Odense Bulldogs
Der var i den grad power på da Odense Bulldogs mandag lagde is til en god omgang aften-underholdning for TV2 Sports seere. Med kampstart klokken 20.00 gav holdene den gas lige midt i primetime.
Og der var smæk for skillingen. Det var to hold, der tacklede igennem og skiftedes til at have teeten. Og som det ofte er i den slags kampe, så blev "special teams" afgørende. Og her var gæsterne bedst.
"Vi spillede en rigtig god udekamp. Effektivt og simpelt ishockey og med en super godt spillende målmand," lød Thomas Spellings analyse af kampen til TV2s kamera efter kampen, og den kunne næppe siges klogere. Endnu tre point til de lyseblå, der skal til Esbjerg på fredag. Mon ikke der er et regnskab fra nogle pokalkvartfinaler, der skal gøres op?