Fortsæt til indhold

Mestrene viste høj moral

SønderjyskE var flere gange nede i sækken, men til sidst var det de lyseblå som festede

Arkiv
Af Peter Rasmussen

Det var et velspillende White Hawks mandskab, der gæstede SE Arena til fredagskamp. De 3003 tilskuere fik sig dermed et brag af en kamp, som et langt stykke hen ad vejen lignede en udesejr til gæsterne.
Flere gange var de lyseblå godt og grundigt nede i sækken, men igen og igen fik gæsterne ikke snørret grundigt nok til. Og hjemmeholdet var stille og roligt på vej tilbage i kampen i slutminutterne.
Alt syntes dog tabt på isen da Søren Dau fik en fem minutters straf med mindre end fem minutter tilbage. Et gigantisk powerplay til nordjyderne, der førte 3-2 på dette tidspunkt. Men så trådte mestrene for alvor i karakter.
Tyler Gotto scorede et klassemål i undertal og da holdene skulle ud i overtime var det Thomas Spelling, der viste sin klasse. Elegant sendte han pucken i nettet til endnu en sejr. Dermed har SønderjyskE seks point til nærmeste forfølger nu hvor der venter en landskampspause.