Fortsæt til indhold

Almene gymnasier i Syddanmark halter bagefter

Dansk Erhverv har analyseret 201 gymnasieskoler, og hvad almene gymnasier angår, så ligger både Statsskolen og Alssundgymnasiet i bund i Syddanmark

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Eleverne på Rødkilde Gymnasium i København kan se frem til et snit, der ligger 0,22 karakter højere, end hvad der kan forventes af dem. På Alssundgymnasiet Søndersorg kan de til gengæld forvente at få et gennemsnit, der ligger 0,32 karakter under, hvad de kunne.
Faktisk ligger ikke et eneste af de syddanske almene gymnasier (STX) i den nationale top ti. Regionen har til gengæld fire handelsgymnasier (HHX) med i nationale top 10. De syv syddanske tekniske gymnasier (HTX) har tre skoler med på den nationale top 10, heriblandt EUC Vest med en national førsteplads.
Det viser tal fra Dansk Erhverv, der har analyseret 201 almene, tekniske og handelsgymnasier for deres evne til at løfte elevernes faglige niveau, efter der er taget højde for den enkelte elevgruppes karakterer fra folkeskolen samt bl.a. forældrenes uddannelse og nuværende jobsituation.

Foreslår ny taxameter

Dansk Erhverv foreslår, at det nuværende færdiggørelses-taxameter erstattes af et lærings-taxameter, der belønner skolerne for, hvor meget de løfter eleverne. Forslaget koster ikke staten noget, da det ene taxameter vil erstatte det andet, lyder et argument.
”I dag belønner vi kvantitet i stedet for kvalitet, og når en elev i dag får huen på hovedet, udløser det imellem 22.000-14.000 kroner, uanset kvaliteten af den undervisning, som eleven har fået,” siger Mette Fjord Sørensen, uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv.

Sønderborg i bund

Analysen tegner et billede af, at de bedste gymnasier ligger i provinsen men altså desværre ikke i Sønderborg, hvad almene gymnasier angår. I bund 3 på Dansk Erhvervs liste over de almene gymnasier i Syddanmark befinder nemlig både Sønderborg Statsskole og Alssundgymnasiet sig.
Hvad Statsskolen angår, så fortæller opgørelsen, at den forventede gennemsnitlige karakter kunne være 7,04, men at den faktiske ligger 0,25 under på 6,79. Tallene for Alssundgymnasiet er 6,85 i forventelig karakter og 6,52 i faktisk karakter, altså 0,32 lavere.