Fortsæt til indhold

Curlingherrer spillede STJERNE godt - sikrede dansk VM-plads

Team Stjerne har med play-off-spillet sikret en dansk plads til VM i A-rækkerne

Arkiv
key

Curlingherreholdet fra Hvidovre - Team Stjerne - gik fuldstændig ubesejret gennem EM i Esbjerg.
Det betød i første omgang, at de vandt B-rækkerne fredag og dermed er tilbage i A-rækkerne ved næste års EM.
Præstationen betød desuden, at Team Stjerne fredag aften startede på den første af tre play-off-kampe mod Italien fra A-rækkerne, hvor de kunne vinde en plads til VM i 2016.
Holdet spillede fredag aften en overbevisende sejr mod Italien, og lørdag fortsatte de den gode stil og vandt igen over Italien med en sejr på 4-2. Dermed kan holdet nu læne sig tilbage og med ro i sindet fejre indsatsen i Esbjerg.
- Utrolig holdindsats bringer Danmark tilbage til A-rækken og til en plads til VM. Vi vandt 11 kampe i streg og opfyldte vores mål. Nu ser vi herrernes finalespil inden festlighederne starter, skriver Team Stjerne på deres FB-side.
VM for A-rækkerne spilles i Basel i Schweiz fra 2.-10. april 2016. Om det er Team Stjerne, der skal til VM er dog ikke sikkert endnu, da det først skal afgøres i en VM-kvalifikationsturnering, hvem der skal af sted. Den turnering spilles over de næste to weekender.