Fortsæt til indhold

Vi arbejder i ferien

Vi glemmer at holde fri, når vi har det – og det er skidt. Det er dejligt at være uundværlig

Arkiv
Arkiv

Sådan må mange af os have det, for vi føler os i stigende grad så uundværlige, at vi forsømmer at holde fri fra arbejdet, når vi har det.
Vi tjekker mails og taler i telefon, når arbejdsdagen er slut – sender måske en mail om aftenen, når ungerne er kommet i seng. I weekenden tjekker vi også lige indbakken, og den vane tager vi også med på ferien.
Tidligere var det meget vigtige folk – chefer, eksempelvis – der tog telefonen døgnet rundt, også i sommerferien. I dag er det os alle.
”Tendensen har bredt sig til folk i almindelige funktionærjobs. Det sker i takt med, at de traditionelle industrijob bliver nedlagt, og flere i stedet får arbejde, hvori der indgår en form får selvledelse”, siger Jeanette Lemmergaard, leder af Institut for Marketing og Management ved Syddansk Universitet til magasinet NyViden.
Det er teknologiens muligheder, der har flyttet hegnspælene mellem arbejde og ferie. I dag har medarbejdere på alle niveauer et kommunikationsbehov, der gør, at de udstyres med smartphones, tablets og computere, så de hele tiden kan være på – og det er de så:
”Dermed er døren til arbejdspladsen altid åben, og chefen eller kollegerne kan nemmere forvente, at de kan involvere deres ferierende kontorfælle”, siger Jeannette Lemmergaard.
Det lyder effektivt, men det er det ikke. Ifølge Jeannette Lemmergaard er det afgørende vigtigt for vores udvikling i jobbet, at vi ind i mellem holder pause fra det.