Udvisningerne blev afgørende
Hvidovre Fighters havde Gladsaxe i den hule hånd men tabte alligevel
- Vi spillede en “outstanding” første periode, mente træner Jesper Andersen efterfølgende. - Gladsaxe var trykket helt i bund og kunne slet ikke følge med, når vi kørte pucken rundt. Vi fik skabt et utal af store chancer og burde have ført med mere end det ene mål, som Mads Rex Augustsen scorede for os. Gladsaxe havde nok af muligheder, idet de spillede i overtal fem mod tre og fem mod fire, men de magtede slet ikke at komme frem til noget som helst... - Det mest ærgerlige i den periode var, at vi ikke fik lukket kampen. Vi blev ramt af mange udvisninger, og fordelingen af dem var ikke helt fair. Vi fik 9 af dem, hvor Gladsaxe fik en enkelt. Vore udvisninger kan sagtens forsvares, men som jeg så kampen, kom der bare ingen den anden vej for samme forseelser. Dommerne dømmer selvfølgelig for det, de ser. Sådan er det... 2. periode blev noget mere ujævn, fordi vi måtte spille så meget tid i undertal. Det går ud over rytmen, og det koster mange kræfter. Vi var lidt ramt af sygdom. Eksempelvis trænede svenske Axel Hellqvist ikke hele ugen op til, og så var Andreas Christensen med igen efter lang skadespause, og han havde kræfter til to perioder. Men vi gik til 3. periode med en smal føring og nogen bekymring for, hvor meget der var tilbage i spillerne. Udvisningerne fortsatte, og vore kræfter slap op. Gladsaxe er et godt hold og langt det bedste i længere tid. Selvom vores målmand Magnus Bo Hansen spillede rigtig godt, så kunne vi ikke forhindre et par mål til Gladsaxe... - Nu holder vi en pause, inden kampen hjemme mod Odense søndag den 15. november. Pausen skal bruges på hvile og restitution. Der er trukket store veksler på flere spillere, og de skal have den fornødne og velfortjente restitution. Vi håber, at vores fysioterapeut har rigtig travlt, så vi kan stille med fuldt hold til den 15. november...