Mange indbrud i Kolding
Endnu engang har der været indbrud i en række villaer i Kolding. Denne gang gik det onsdag, blandt andet, ud over en villa på Elsdyrvej, hvor stuevinduet blev brudt op med koben.
Samme dag mellem kl. 21 og 08.15, var der indbrud på Rensdyrvænget, som er beliggende i samme kvarter. Her var det et badeværelse, der blev brudt op med koben, hvorfra der blev stjålet smykker.
På Peter Beirholms Vej blev der torsdag kl. 17 begået indbrud, hvor der blev brudt ind via et stuevindue. Her blev der stjålet en bærbar computer og smykker, ligesom der i en villa på Vinkelvej torsdag mellem 17.15 og 19.30 blev brudt ind af et stuevindue og stjålet smykker samt kontanter.
På Vinkelvej blev der desuden registreret et yderligere indbrudsforsøg, hvor en terrassedør var blevet smadret, men tyven formegentlig blev skræmt væk af husets indbrudsalarm.