Synergi i Skanderborg
Byggeriet til det kommunale administrationscenter og den nye dobbelthal på Skanderborg Fælled forløber planmæssigt
Teknisk chef i Skanderborg Kommune Knud Sørensen smiler i solen, mens han går rundt på bygge-pladsen og besigtiger forholdene. Man kan ane konturerne af de nye bygninger, fundamenterne er for længst støbt, væggene til administrationsbygning, politistation og dobbelthal – tilsammen Skanderborg Fælled med plads til 643 medarbejdere i administrationscenteret på 14.860 kvadratmeter og 2.140 tilskuere, hvis dobbelthallen er indrettet til opvisningsbane for f.eks. en top-kamp i håndbold. Hallen forventes at kunne rumme op imod 3.000 tilskuere til diverse kulturarrangmenter.
Alt forløber planmæssigt, og nu gælder det om at holde projektet på sporet i den resterende byggeperiode – tidsmæssigt i forhold til indflytningsterminen midt i oktober 2016.
“Vi skal fastholde fokus på kvalitet og fremtidssikring i de valg af materialer, indretning og aptering, der skal ske fra sommeren 2015. Altså at vælge løsninger der understreger ønsket om: Størst mulig synergi, energieffektivitet, lang levetid på materialer og minimalt vedligehold,” siger Knud Sørensen, der er ansvarlig projektleder.
Vision om synergi
En af projektets kongstanker er at udnytte de offentlige bygningskvadratmeter bedre, og ønsket om at skabe liv i de rammer, som kommunen etablerer.
“Offentlige bygninger står oftest ubenyttede hen uden for kontortiden. Det siger sig selv, at kontorarealer er svære at dele med andre af fortrolighedsmæssige årsager, men fællesarealer såsom kantine, mødefaciliteter, velfærdsfaciliteter, parkeringspladser etc. kan jo sagtens bruges af andre, især når administrationen lukker,” mener Knud Sørensen.
”Samtidig er et administrationscenter mennesketomt efter kontortid – det at parre et hus med andre funktioner skaber liv, fællesskab med andre og dermed synergi,” mener Knud Sørensen.
Han opremser gerne de vigtigste synergieffekter ved projektet:
Administrationens budget reduceres med 12 mio. kr. årligt som følge af, at kommunen flytter i fælles nyt administrationscenter. Det er billigere at drive, og ikke-produktiv tid som f.eks. transport bliver nedsat.
Sammenhængskraft
Etablering af Skanderborg Fælled som ”et stort forsamlingshus” for idræt, større kulturarrangementer, mødecenter for frivillige etc. skaber liv og sammenhængskraft. Frivillige møder andre frivillige. Foreningsledere møder hinanden og udveksler erfaringer etc.
Kommunens administrative personale får mulighed for at arbejde meget mere projektorienteret og ubureaukratisk i forhold til konkrete opgaver, ligesom vidensdeling de forskellige medarbejder-kompetencer imellem er et fokuspunkt. Skanderborg Kommune vil dermed gerne gøre op med, at hver ting skal have sit eget hus.
”Jeg tror, vi alle har et eller andet syn på, at for at noget skal være ”vores”, skal det kun benyttes af os selv. Det må vi gøre op med. Dels for at opnå den synergi, jeg taler så meget om, dels for at reducere vores bygningsomkostninger totalt set. Jo mere vores kvadratmeter kan benyttes jo bedre. Da en kommune ikke måler sig selv på sit overskud som en privat virksomhed, kan vi bl.a. måle os selv på, hvor effektivt vi udnytter de bygningsressourcer, vi har. Bygninger er dyre at bygge og dyre at vedligeholde og drive. Derfor giver dobbeltanvendelse eller triple anvendelse god mening,” siger Knud Sørensen.
Store udfordringer
Man har især haft to vigtige parametre for udviklingen af projektet.
Der har i mange år hersket et dybfølt ønske i Skanderborg by om etablering af opvisningsfaciliteter til sport og større kulturelle arrangementer, og man vil gerne udvikle idrætsområdet i byens nordlige del som byens primære idrætscenter. Samtidig har man længe ønsket – efter kommunalreformen i 2007 – at samle den kommunale administration under samme tag. I dag bor administrationen i de fire tidligere kommuners rådhuse og i to yderligere lejemål, mens alle opvisningskampe i håndbold sker i Morten Børup Hallen, som kun kan rumme få hundrede tilskuere.
Knud Sørensen er klar over, at det bliver en stor udfordring at drive et offentligt administrations- og kulturcenter med indbygget politistation, hvor det hele skal til at spille sammen nærmest døgnet rundt.
“Det kommer til at kræve logistisk forståelse, organisationstalent, teknologi og en masse drive fra det driftspersonale, der skal drive centret i hverdagen,” siger Knud Sørensen og ser frem til at få etableret en driftsenhed, der kan håndtere en ligakamp i håndbold om aftenen og sørge for, at foyer og fællesarealer fungerer både før og efter uden gene for medarbejdere og borgere.
Tidsplan
Oktober 2012: Byrådet vedtager budget på 300 mio. kr. for projektet fordelt over årene 2013 – 2016.
Marts 2013 – juni 2013: Workshops og inspiration samt udarbejdelse af byggeprogram
Juni 2013 – oktober 2013: Prækvalifikation, udbud og udvælgelse af totalentrepriseprojekt.
November 2013: Byrådet vedtager at igangsætte projektet.
Marts 2014: kontraktunderskrift med KPC.
Oktober 2014: 1. spadestik.
November 2015: Rejsegilde og lukket hus.
Medio oktober 2016: Indflytning.
Anlægsøkonomi
Det samlede kommunale byggeri forventes at kunne opføres inden for en økonomisk ramme på 292 mio. kr.
Administrationscenter 236 mio. kr.
Idrætshal 56 mio. kr.
Politistation 8 mio. kr.
Ved at sammenlægge de forskellige dele under samme tag forventer Skanderborg Kommune at spare 10 mio. kr. årligt alene på driften, og da man arbejder med lavenergi vil centeret være tilbagebetalt i løbet af ca. 24 år.
Man forventer et provenu på 80 mio. kr. ved salg af eksisterende rådhuse og servicecentre.