Informationsmøde om modtagecenter
Der er et modtagecenter for flygtninge og migranter på vej til Søgård ved Kliplev. Det er Rigspolitiet, der står for at etablere modtagecentret, som skal ligge ved Søgårdlejren.
Derfor inviterer Medborgerforeningen for Søgård og Omegn og Aabenraa Kommune til et informationsmøde for de lokale beboere og andre interesserede. Det finder sted på Søgård Friskole, Søgård Ringvej 1 i Søgård, tirsdag 24. november kl. 17.30-18.30.
Til stede til at informere vil være vicepolitiinspektør Preben Westh og borgmester Thomas Andresen fra Aabenraa Kommune.
"Aabenraa Kommune har ikke noget med oprettelsen af modtagecentret at gøre, men som borgmester føler jeg mig forpligtet til at informere borgerne i området om, hvad etableringen af centret kan få af betydning for dem. Derfor dette informationsmøde, hvor vicepolitiinspektøren møder op, så vi kan få svar på de spørgsmål," vi har, forklarer borgmester Thomas Andresen.
På et modtagecenter tager man imod de flygtninge og migranter, der krydser grænsen til Danmark og registrerer dem, inden de bliver sendt videre i systemet eller tilbage til Tyskland.