Fortsæt til indhold

Vollsmose-børn adopteret af energiselskab

Som den første fynske skoleklasse er 2.b fra Abildgårdskolen blevet adopteret af TREFOR

Arkiv
Arkiv

Energiselskabet TREFOR har søgt en adoptionsklasse i Odense, og i dag fik 2.b fra Abildgårdskolen i Vollsmose den glædelige nyhed, at de er blevet udvalgt, efter klassen tilbage i oktober sendte en ansøgning.
Adopteringen betyder, at 2.b i de kommende år vil mødes med TREFOR to gange om året for at lære mere om klima og energi. Det bliver i form af f.eks. virksomhedsbesøg, events og konkrete opgaver, som børnene bliver inddraget i workshops omkring, skriver Odense Kommune i en pressemeddelelse.
- Valget faldt på 2.b., fordi de beskrev deres store interesse i klima og miljø i ansøgningen. Vi tror på, at et samarbejde, gode snakke og de konkrete opgaver, som vi stiller eleverne omkring klima og energi, vil give dem en mere håndgribelig viden og erfaring om noget, som vil komme til at berøre deres opvækst og fremtid, siger HR-chef Marianne Quistgaard Iversen fra TREFOR og uddyber:
- Det er vores ønske, at vores samarbejde med eleverne kan styrke båndet mellem folkeskolen og erhvervslivet – og samtidig forbedre integrationen. Vi håber, at besøg hos os og kontakten til vores virksomhed kan vise eleverne, hvordan det er at gå på arbejde, og hvordan arbejdsmarkedet i Danmark ser ud.
Klasselærer Pernille Helmig var med til at skrive ansøgningen til TREFOR, og hun er lykkelig over, at hendes klasse endte med at løbe med æren.
- Det er fantastisk. Det kommer til at gøre en uvurderlig forskel for børnene.
Klassen består af børn fra 10 forskellige nationaliteter og kulturer, og da mange af elevernes forældre og større søskende desværre ikke har en fast tilknytning til arbejdsmarkedet, så har de ikke mulighed for at se, hvordan det danske arbejdsmarked fungerer, siger hun.
TREFOR har tidligere kørt lignende adoptionsprogrammer i Vejle, Fredericia og Kolding.