Fortsæt til indhold

Grimme Engle huserer

Børnene viser deres kunst i Risbjerg Kirke

Arkiv
Arkiv

“En anderledes engel født blandt hvide juleengle sidder på en sky og har tabt sin ene træsko - lige ned i Risbjerg kirkes have. Hvordan får vi sendt træskoen tilbage, så englen igen kan hoppe videre fra sky til sky? Hvordan ser englepost ud? Kan vi få vækket engle-detektiven, så vi kan få svar på vores spørgsmål? Og findes der overhovedet engle, som vil være venner med “den grimme engel”, selvom den ikke kan flyve?” Kirkens sognemedhjælper Gunhild Als siger, at det er noget af en opgave børnene er kommet på. De har måttet servere kulsort stærk kaffe til engle-detektiven, danse vild engledans og tyde engleskrift. Men hvordan ser englepost egentlig ud? Sofie fra 1.b på Risbjergskolen siger: - Det er usynligt og man skal først finde ud af, hvordan man kan tyde det. Vi lagde brevet i ovnen og så kom bogstaverne frem. - Der kom en engledetektiv og skulle hjælpe os, men det endte med at vi måtte hjælpe ham, fortsætter Rasmus. - Ja, vi har tydet engleskriften og fandt ud af, at der står HJÆÆÆÆLP!, siger Sigrid. Andreas fra 1.b fortæller: - Der er mange slags engle. Der er nogle der har flammesværd! - Det startede med at der var faldet en træsko ned i kirkens have, siger Freja. - Den grimme engel har sikkert tabt den. Den kan nemlig ikke flyve ligesom de andre engle. Den kan kun hoppe fra sky til sky med sine store træsko på. Skoleklassen har fundet ud af, at der er mange slags engle i Bibelen. Der er både Keruber med ildsværd, seksvingede Serafer og Ærkeengle. Nu skal de i gang med at lave hver deres grimme engel som efter en reception med englesnack vil blive udstillet i Risbjerg kirke. - Når vi har lavet nogle engle kommer der nye engle op til den grimme engel, så den får nogle venner, siger Andreas fra 1.b. De 28 børns bud på den brogede engleverden udstilles og kan ses i kirkens åbningstid indtil den 2. december, hvor alle englene tages ned, så de kan pynte på børnenes værelser, siger Gunhild Als.