Farvel til Hacke-hallerne
Hyldet af borgmester, idrætsformand og hundreder af andre ved en lille byfest på Møllehusvej
Hundreder af roskildensere var torsdag mødt frem for at sige ordentlig farvel til den navnkundige chef i Hacke-hallerne. Det blev en hel lille byfest med mange roser til manden, der gennem sine 13 år på posten reddede komplekset ved Møllehusvej og udviklede det til Sjællands største af sin type.
Blandt de hundreder af gæster var der repræsentanter for de mange områder indenfor idrætten, festivalen, kulturen og kommunen, hvor Hacke har lagt så stort et arbejde i sine forskellige jobs gennem tiden.
Både borgmester Joy Mogensen og den mangeårige formand for Roskilde Idræts Union Ove Pedersen, talte om Hackes store evner, mens de beklagede, at hans mangeårige makker som bestyrelseformand, Carsten Wickmann var faldet fra i foråret og ikke kunne være med denne eftermiddag.
Om at gøre en forskel
Borgmester Joy Mogensen holdt en af sine sædvanlige, velforberedte og gennemtænkte taler:
- Mange ledere og chefer ønsker 'at gøre en forskel', og ofte må man spørge sig selv om, hvilken det nu er. Nogle lader det blive ved ordene, mens andre gør faktisk noget, sådan som dig Dan. Enten det nu handler om lys, lyd, nye stole eller noget andet til hallerne.
- Jeg mødte dig, før jeg i 2005 kom i byrådet, da du inviterede mig herned til en kop kaffe. Du talte så varmt for hallerne og Roskilde, at jeg gik herfra med følelsen af at have oplevet noget særligt og vigtigt. Mange andre havde det på samme måde, og din evne til at begejstre eller brænde igennem sørgede for, at du fik gennemført så meget.
- Dan er gået foran og fik os andre til at tro på det. Din evne til ikke kun at ville - men rent faktisk at - gøre en forskel, vil vi altid huske dig for. Bliv ved med det, uanset hvad du nu tager fat på, sluttede Joy Mogensen.
Synlig ledelse
Inden havde Ove Pedersen, der nu er formand for Roskilde Roklub og tidligere har været leder af Roskilde Idræts Union, som er paraply for kommunens over 30.000 idrætsfolk, rost Dan Hacke for at være flittig og pligtopfyldende.
- Du har gjort det godt for hallerne og dermed for Roskilde. Man kan sige, at du har en meget synlig ledelses-stil, for du er her næsten altid til alle typer arrangementer. Men det fungerer fint overfor personalet, der er klar til at forberede arrangementerne om dagen, afvikle dem om aftenen - og rydde op om natten - så der kan dyrkes sport igen næste dag.
Formanden for Erhvervsforum Stig Bo Jensen, som har været med i hallernes bestyrelse gennem mange år, roste Hacke for hans evne til at få de kommercielle arrangementer til at fungere sammen med kultur og idræt, så der efterhånden kom god økonomi i foretagendet, som nu er opkaldt efter sin nye storsponsor Bauhaus.
Lisbeth Klarskov fra Roskilde Håndbold var glad for den fine service, som sporten altid har fået i hallerne. Derfor overrakte hun DM i 'hal-ledelse' til dagens hovedperson.
Endelig talte byrådsmedlem Lars Lindskov (K), der er formand for det nye udvalg, som nu skal styre hallerne efter at de er blevet lagt 100 pct. ind under kommunen.
tk