Endnu flere blitzet på Spangsbjerg Møllevej
Igen i dag har politiet noteret flere for fartovertrædelser på Spangsbjerg Møllevej
I sidste uge kom det frem, at Spangsbjerg Møllevej i Esbjerg er det sted, hvor Syd- og Sønderjyllands Politi uddeler flest fartbøder. Alene i år er der her udskrevet bøder for 877.000 kroner.
I dag har ordensmagten så igen været på plads på Spangsbjerg Møllevej, og desværre er flere bøder på vej med posten. I løbet af fem timer noterede politiet 14 bilister for at køre for stærkt - den største overskridelse lød på 67 km/timen mod de tilladte 50.
Syd- og Sønderjyllands Politi oplyste i sidste uge, at deres ni ATK-biler med fotoudstyr i 40 procent af tilfældene placeres efter borgerønsker, mens udstyret i 30 procent af tilfældene opstilles på ulykkesstrækninger, 20 procent på skoleveje og 10 procent andre.