Fortsæt til indhold

Med Valdhorn og orgel

Arkiv
Arkiv

Duo Skov & Krebs er et nyt og anderledes musikalsk samarbejde, som indledtes i 2014, og som byder på den velklingende konstellation: valdhorn og orgel. Duoen kan høres i Sct. Mortens Kirke tirsdag aften 17. november

Valdhornets mørke, bløde og varme karakter klæder orglets utallige klangfarver og nuancer, og netop derfor har duo’en sat sig for at udbrede kendskabet til denne ret sjældne sammensætning.
Duo Skov & Krebs består af hornist Susanne Skov og organist Torben Krebs.
Hornist Susanne Skov er uddannet ved konservatorierne i Odense og København med videregående studier på The Guildhall School of Music and Drama i London. Siden sin diplomeksamen i 2002 har hun arbejdet freelance og haft længerevarende kontrakter i flere af landsdelsorkestrene samt ved utallige musicalopsætninger.
Organist Torben Krebs er uddannet ved Det fynske Musikkonservatorium i Odense hos bl.a. Ulrik Spang-Hanssen og aflagde debut med en anmelderrost debutkoncert i Grundtvigs Kirke i København i 1992. Undervejs og efter uddannelsen har han studeret hos bl.a. Hans Haselböck, Timothy Albrecht og Julian Gembalsky. Efterfølgende har karrieren bl.a. budt på stor koncert-aktivitet i Europa og USA, cd-indspilninger samt internationale orgelkonkurrencer i Italien og England.
Duo Skov & Krebs spiller et bredt repertoire, hvilket programmet i Randers også vil afsløre.
Der er fri entré til koncerten, der starter kl. 19.30.