Tricktyveri mod 91-årig kvinde
SOLRØD STRAND: En 91-årig kvinde fra Solrød Strand kontaktede mandag kort efter middag politiet og fortalte, at hun kort forinden havde fået stjålet sin pung fra sin taske af en nærgående tricktyv.
Efter et ærinde i en forretning var hun på vej hen til sin bil, da en fremmed mand påstod, at hun havde tabt en 100 kr.-seddel.
Manden var meget påtrængende og ville gerne lægge pengesedlen ned i kvindens taske.
Hun forsøgte at afvise manden, der dog ubemærket fik stjålet pungen og gik i retning mod et nærliggende supermarked.
Offeret opdagede først nu tyveriet af pungen, hvor der havde været 5-600 kroner i.
Dankortet, som den 91-årige havde benyttet inden tyveriet af pungen, blev imidlertid opbevaret andetsteds og blev derfor ikke stjålet.
Gerningsmanden blev beskrevet som mand, ca. 30 år, østeuropæisk, mørk i huden, spinkel af bygning, almindelig af højde, iført helt gråt tøj og grå hue. Han talte noget uforståeligt gebrokkent sprog. Politiet ledte forgæves efter manden i området.
Lokalpolitiet i Karlslunde hører meget gerne fra personer, der har bemærket manden i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
pm