Stort julemarked i Tornbjerg Kirke
Julen nærmer sig med raske skridt, og inden længe bliver der åbnet for det store, årlige julemarked, der har været i Tornbjerg Kirke siden 2003.
Julemarkedet drives af en julemarkedskreds, der arbejder hele året med at fremstille ting, der sælges på markedet. Alt er hjemmelavet – håndarbejde, marmelade, bagværk, adventskranse, keramik og så videre. Vi mødes cirka otte gange årligt, hvor der laves håndarbejde og planlægges frem til årets julemarked, skriver kirken i en pressemeddelelse.
Lørdag den 28. november og søndag den 29. november er dagene, hvor der er rig mulighed for at komme i rigtig julestemning.
Kl. 10 lørdag åbnes dørene til tonerne fra Hjallese Kirkes børne- og ungdomskor.
Derefter åbner boderne med salg af årets produktion af håndarbejde, adventskranse, kalenderdekorationer, keramik, nisser og andre julerier, hjemmelavet marmelade, småkager, hjemmebrygget øl og meget andet, og der vil være et klippehjørne til børnene.
Lørdag vil arrangementet vare til klokken 15, mens der søndag er åbent fra 11.45 til 14.00.
Overskuddet fra arrangementet går til kirkens otte fadderbørn i SOS-børnebyer rundt om i verden.