Fortsæt til indhold

Tonsvis af teater

Arkiv
Arkiv

Teaterskolen Kastali’a byder indenfor til denne sæsons afslutningsforestillinger i næste uge. Som noget nyt spiller teaterskolens 129 elever også skoleforestillinger for deres klassekammerater

Der er travlt på Teaterskolen Kastali’a. Der øves replikker, prøves kostumer og bygges scenografi så alt er klar, når teaterskolen slår dørene op for denne sæsons afslutningsforestillinger. Teaterskolens 129 elever spiller otte forskellige forestillinger, som kan opleves i Underværkets Store Sal fra mandag 16. november til torsdag 19. november. I forestillingsugen kommer Underværket til at summe af spændte publikummer og glade teaterelever hele dagen. Om formiddagen og eftermiddagen spilles der for teaterskoleelevernes klassekammerater, og om aftenen spillers der for forældre, søskende og andre teaterinteresserede.

1200 skolebørn

Skoleforestillingerne er noget helt nyt på Teaterskolen Kastali’a. Det nye initiativ er blevet til på baggrund af den aktuelle kulturpolitik, hvor der lægges vægt på, at kultur og kreativitet tænkes ind i skoledagen. Skoleforestillingerne tilbyder skolerne et alternativt læringsrum, hvor det er børn der formidler for børn. Teaterskolens 129 elever er lyslevende kulturformidlere, når de sætter krop og stemme på deres fortolkninger af relevante problematikker og klassiske værker. Forestillingerne byder blandt andet på fortolkninger af kendte eventyr og Shakespeares tragedie om Romeo og Julie, venskabets glæder og sorger, teenagerens kropsforståelse, flygtningeproblematikken og tabuer. Efter forestillingerne får skoleklasserne mulighed for at tale med de unge skuespillere om forestillingen. I løbet af de fire spilledage får 1200 elever mulighed for at møde kulturen helt tæt på gennem jævnaldrende kulturudøvere.

Om forestillingerne

Teaterskolen Kastali’as otte afslutningsforestillinger spænder over vidt forskellige genre lige fra eventyr og tragedie til livsteater og absurd teater. Hold 1, som er teaterskolens yngste elever, tager publikum med på en tur rundt i en eventyrlig verden i forestillingen ”Ude på Eventyr”. Hold 2 og 4 har begge arbejdet med Shakespeares udødelige klassiker om Romeo og Julie - men med forskelligt tilgang og udfald. Hold 3s forestilling ”156 replikker” indeholder lige netop det – 156 replikker fordelt på holdets 13 spillere. I forestilling ”Vender Veninder” behandler Hold 5 det skønne og det svære ved at være veninder. Hold 6 har arbejdet med drømmer – både fremtidsdrømme og nattens drømmerier. Det er blevet til forestillingen ”Lommerne fuld af drømme”. Hold 7 spiller forestillingen ”En rejse som ingen anden” om at være på flugt. Teaterskolens ældste elever – hold 8 - spiller forestillingen ”Dét taler vi ikke om,” der handler om de masker, mennesker bærer.
Vil man have del i disse teateroplevelser kan man sikre sig billet på www.billetto.dk.