På Søndre Havn er fritiden gul
Siden Køge Kyst i februar 2011 overdrog brugsretten til en del af Gule Hal til Tapperiet, har det køgensiske skatermiljø bare vokset sig endnu større. Skatebanen i Gule Hal havde i 2014 omkring 7000 besøgende.
FRITID: Det er torsdag formiddag i efterårsferien og der er allerede godt gang i ramperne i Gule Hal. Alle på hjul er velkomne og denne formiddag blander gymnasieunge på skateboard sig med indskolingselever på løbehjul, der har taget deres mødre med.
Selv for det utrænede øje, er det tydeligt at de alle har øjnene med sig, for som Bertil på 14 år forklarer, mens han puster ud på toppen af rampen, så handler det med skate ikke bare om en selv:
- Altså selv om jeg jo koncentrerer mig helt vildt om mine egne ting når jeg er, så er det også en stor del af det at skate, at man ved hvor de andre er henne, ellers er det for farligt. Jeg er helt vild med den koncentration, det kræver at blive rigtig fed til at lave de tricks jeg øver, men jeg kommer her også for at være sammen med mine venner, som også skater, fortæller han mens han nærmest emmer af varme oven på anstrengelserne.
Skate er en sportsgren, der også her i Køge, tiltrækker flere og flere børn og unge i disse år.
Jon Pejtersen, der er primus motor for skate i Gule Hal, fortæller:
- Det indendørs skateareal er et populært tilbud, især i de våde og kolde måneder, hvor vejret ikke er til udenddørsskating og vi har oplevet en støt stigning i antallet af brugere siden hallen åbnede op for skate i 2011. De fleste er i teenagealderen, men vi ser også flere af de helt unge skatere tage hallen til sig, de yngste er vel 5-6 år, ligesom også mange voksne har fået øjne op for hvor fedt det er at skate. For de fleste gælder det, at når de først har været en gang i hallen, så kommer de tilbage.
Det forstår man egentlig godt, sådan en formiddag i det tidlige efterår, hvor koncentration og retning stråler ud af de mange brugere, der nyder en fridag i hallen. For her er egentlig overraskende roligt, nærmeste sammenligning er vel den kombination af fred og opmærksomhed, der indfinder sig, når man suser ned af pisten på den årlige skiferie. Her foregår intet umotiveret, alt synes fokuseret på det næste ryk frem mod kanten af rampen.
mr