Fortsæt til indhold

Ingen fordomme hos førtidspensionister i Hvidovre

Det er ikke ens arbejde, der afgør hvem man er. Derfor er en gruppe førtidspensionister glade for at kunne mødes med andre førtidspensionister, der kender til at miste evnen til at arbejde

Arkiv
key

Sådan oplevede en lokal borger det, da hun blev førtidspensionist. Det fik hende til at stifte foreningen Førtidspensionister Hvidovre tilbage i august 2014. Hun syntes, der manglede et sted, hvor førtidspensionister kunne mødes. - At være førtidspensionist kan være meget stigmatiserende og socialt kan man risikere at miste sin identitet, fordi man ikke har et arbejde, og fordi andre ikke kan se på en, at man fejler noget, fortæller Lene Jensen om nogle af de tanker, der fik hende til at starte foreningen. Lene Jensen sidder i et klublokale i Frihedens Idrætscenter, som Førtidspensionister Hvidovre har fået lov til at låne af Hvidovre Ishockey Support. Tre andre medlemmer er dukket op, og snakken blandt de fire førtidspensionister går livligt. - Sygdom er en stor del af vores liv, men vi taler ikke så meget om det. Det er selvfølgelig i orden at tale om sygdom, men vi er enige om, at det ikke er det, det skal handle om, siger Lene Jensen. Lene Jensen bliver bekræftet af de andre i gruppen, der alle kender til de problemstillinger, det kan medføre at være førtidspensionist. - På mange måder bliver man sat på et sidespor, når man bliver førtidspensionist, og det kan være virkelig svært at bryde isolationen. Det kan være meget skræmmende, fortæller Ute Jørgensen. Alle rundt om bordet nikker og fortæller, at de rigtig godt kunne lide hvad de arbejdede med før de pga. sygdom blev førtidspensionister - og at livet som førtidspensionist byder på en række udfordringer, som det er rart at kunne dele med andre, der forstår. - Det kan jo være svært både på grund af sygdom, men også fordi man økonomisk bliver sat i en svær situation, fortæller Lene Jensen.

Ikke bare snak og kaffe

I alt har foreningen 22 medlemmer og til de ugentlige møder, der holdes tirsdag i lige uger og torsdag i ulige uger kommer der typisk mellem 5-8 deltagere for at få sig en kop kaffe og en snak. Foreningen arrangerer dog også ture ud, hvor der f.eks. tages hensyn til, at man som førtidspensionist har en stram økonomi. - Det kan være en gåtur eller en cykeltur, men indimellem tager vi i teatret. Vi har f.eks. været så heldige, at Teater Vestvolden har inviteret os i teatret, fortæller Lene Jensen. Uanset hvad medlemmerne af foreningen foretager sig, så handler fællesskabet meget om, at ikke behøver forklare, hvorfor man ikke har et arbejde. - Her behøver man ikke forklare hvem man er, og det er virkelig rart, siger Ute Jørgensen. Det koster 100 kr. om året at være medlem af Førtidspensionister Hvidovre. Pengene går til at betale for foreningens hjemmeside mm. Der er plads til flere i Førtidspensionister Hvidovre. - Der er ca. 1.200 førtidspensionister i Hvidovre, så måske er der flere, der har behov for at kunne mødes i en forening, hvor der er god forståelse for, hvad det vil sige at være førtidspensionist, siger Lene. Man kan læse mere om Førtidspensionister Hvidovre på foreningens hjemmeside eller på deres Facebookside.