Historietyven er løs på Koldinghus
Børn og voksne bliver selv inddraget i et mysterium på Koldinghus
I forbindelse med udstillingen “Georg Jensen. Et eventyr i dansk sølv” på Koldinghus kan børnefamilier lige nu blive en del af eventyret og være med til at løse et mysterium. I den nye familieaktivitet Historietyven skal familierne hjælpe Georg Jensen med at gendanne historien i “Den Store Bog om Georg Jensen”, som er blevet stjålet, eksploderet og bragt i uorden af sølvsmedjens gamle rival hr. Silberman. Hvis ikke familierne kan hjælpe, vil Georg Jensens navn blive slettet fra historiebøgerne. For at gendanne historien skal børn og voksne sammen finde en gemmelig kode. Koden er skrevet med usynlige tal, der er gemt forskellige steder i udstillingen. De kan kun ses med en UV-lommelygte, som familierne får udleveret ved indgangen til udstillingen. Herefter skal børnene sammen med deres forældre lege detektiver, gå på taljagt i udstillingen og til sidst indtaste den fundne, hemmelige kode.
Aktiviteten er udviklet i samarbejde med den 30-årige Johanne Baggesen og er en del af hendes produktspeciale. Johanne Baggesen læser Oplevelsesøkonomi på Aarhus Universitet og har afleveret sit speciale i september 2015.
Det er gratis for børn at besøge udstillingen og at deltage i Historietyven. Voksne betaler entré til museet og til udstilllingen.