Skøjtebanens åbning er udskudt
Da vejret her i november nærmest er forårsagtigt har det desværre indtil nu været umuligt at få is på skøjtebanen på Torvet.
Målet i år var ellers at få is på en uge før normalt, da Esbjerg fra den 20. november har EM i Curling og derfor gerne ville have haft skøjtebanen på Torvet klar fra denne dag.
"Vi har i går slukket for køleanlægget. Grundet det varme vejr, vind og regn kan vi desværre slet ikke bringe køleslangerne under frysepunktet. Vi håber nu, at vi kan åbne Skøjtebanen Torvet som sædvanligt, hvilket vil sige den 27. november. Det kræver dog stadig et længerevarende omslag i vejret," lyder det i en pressemeddelelse fra Sport og Event Park Esbjerg.
"Vi følger selvfølgelig vejrudsigten tæt og vil så snart som muligt igen forsøge at få etableret skøjtebanen på Torvet. Indtil skøjtebanen bliver etableret må vi desværre have byggehegn stående af sikkerhedsmæssige årsager," står det endvidere.