Fortsæt til indhold

Slut med ventetid på nye byggeansøgninger

Arkiv
Arkiv

KØGE: Et regulært byggeboom i Køge har gennem længere tid givet ekstra ventetid på byggetilladelser. Men nu kan Køge Kommune igen leve op til tidsfristerne på de nye byggesager, som tikker ind.
Fuld fart på byggerier og vækst i Køge Kommune har ført til en massiv stigning i antallet af ansøgninger fra byggelystne borgere og virksomheder.
Det har gjort det svært for medarbejderne i Køges Teknik- og Miljøforvaltning at følge med og derfor givet ekstra ventetid på byggetilladelser til nye carporte og tilbygninger. Men nu er sagsbehandlerne ved at få bugt med puklen af ansøgninger takket være en række nye tiltag, der har speedet ekspeditionen af sagerne op.
Sagsbehandlingstiden er gået markant ned, og i alle nye sager kan forvaltningen nu overholde servicemålene på fire uger for ukomplicerede ansøgninger (grønne sager), 8 uger for sager med en vis kompleksitet (gule sager) og 8+ uger for sager af stor kompleksitet (røde sager).
- Vi begynder at høste frugterne af de tiltag, som forvaltningen har indført, og de har gjort et kæmpe stykke arbejde for at komme til bunds i bunkerne. Køge er en vækstkommune, og det er jo i virkeligheden rigtig positivt, at der er så meget gang i byggerierne i kommunen. Den udvikling skal vi kunne understøtte i behandlingen af byggesager, så jeg er rigtig glad for, at det nu for alvor går fremad, så vi kan give borgere og virksomheder den hurtige og smidige service, de har krav på, siger Mette Jorsø, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Køge.
Antallet af byggeansøgninger er steget med næsten 50 % på bare to år. I første halvår af 2015 sendte borgere og virksomheder 1189 ansøgninger af sted, mens det tal var 808 i samme halvår i 2013.
Det placerede tidligere på året Køge Kommune på en klar 1. plads i Region Sjælland og en 4. plads på landsplan i Byggefaktas årlige opgørelse over kommunernes bygge- og anlægsinvesteringer.
Det store antal ansøgninger skyldes en god cocktail af nye byggerier i blandt andet Søndre Havn, Køge Nord, Campus Køge og omkring Køge Station - krydret med en stor byggeiver hos borgere, der gerne vil bygge om derhjemme.

Smartere sagsbehandling

De mange byggeansøgninger har fået Teknik- og Miljøforvaltningen til at sætte skub i en stribe nye procedurer for at sikre en endnu mere effektiv sagsbehandling. De er blandt andet begyndt at grovsortere byggesager, så snart de lander på sagsbehandlernes bord.
Forvaltningen vurderer hvor kompleks sagen er, om den kan behandles hurtigt eller vil kræve en ekstra indsats. Hvis der mangler dokumenter får borgeren eller virksomheden besked med det samme, så det ikke forsinker sagsbehandlingen, hvilket er med til at give en mere effektiv sagsbehandling.
Derudover gøres der brug af ekstern hjælp i en periode, og udvalgte opgaver er flyttet til andre afdelinger for at give mere tid til byggesagerne.
Målet har været, at kommunen fra årsskiftet kan overholde sine egne servicemål for byggesager, og det mål er nu nået. Der er dog stadig en mindre pukkel af gamle sager, som forventes afsluttet i løbet af december måned.
- Vi forventer at kunne leve op til servicemålene om en hurtig og effektiv behandling af alle de ansøgninger, vi får ind nu. Vi har fortsat en pukkel af gamle sager, som vi ikke er kommet helt til bunds i, men vi arbejder på det, og vi skal nok nå i mål med dem også. Vi håber, at dem der fortsat må vente lidt på en byggetilladelse, har tålmodighed med os lidt endnu, siger Planchef i Køge Kommune Casper Toftholm.
pm