Lange fængselsstraffe for narkohandel
To mænd fra Sønderborg fik fire og syv års fængsel for handel med bl.a. amfetamin
To mænd fra Sønderborg fik i dag lange fængselsstraffe for handel med narkotika.
Der er tale om en 43-årig tidligere præsident for Bandidos i Kolding og en 32-årig medgerningsmand - begge bosat i Sønderborg-området.
Den 43-årige fik syv års fængsel og den 32-årige fire års fængsel.
De blev begge dømt for handel primært i form af amfetamin.
Retten anså det for bevist, at den 43-årige havde overdraget i alt cirka fem kilo amfetamin, mens den 32-årige havde videreoverdraget cirka 2½ kg amfetamin.
Anklager Gitte Dyhr Thomsen er meget tilfreds med dommen.
"De blev begge dømt i overensstemmelse med anklageskriftet, så dommen er altså, som vi havde ønsket os det," siger Gitte Dyhr Thomsen.
Den tidligere Bandidospræsident ankede dommen til frifindelse for den del, han ikke har erkendt, og den 32-årige udbad sig betænkningstid i forhold til anke.