- Vi vil gøre op med ”On demand virkeligheden”...
Premiere på torsdag på teaterstykket Taynikma
Børn og unge er vokset op i en virkelighed, hvor en computer på baggrund af forbrug vælger hvad man ser, hører og læser. Ifølge teaterchef Stephan Pollner og Merlin P. Mann, der er forfatter til bestsellerserien, holder det os fast i en rille, hvor alt på forhånd er besluttet for os. - Når du vælger en film har computeren allerede valgt en masse fra, fordi det ikke passer bedst til det, du før har valgt. Det skaber en ensformighed, der kan blive et problem for vores samfund. Vi vil gerne fortælle børnene, at hele verden er åben. Det er dem, der bestemmer, fortæller forfatter Merlin P. Mann. Stykket “Skyggens vilje”, der har premiere på torsdag den 5. november, bygger på fantasyuniverset fra Taynikmaserien. Serien har solgt over en halv million eksemplarer og får nu nyt liv på Teater Vestvolden. I et forsøg på at åbne børn og unges øjne for, hvad kultur også kan være, kombineres fantasyuniverset med pantomime. - Pointen er, at vi er blevet meget vant til at blive bekræftet i den måde, som vi i forvejen får historier på. Det betyder, at vi bliver enormt ensporet. Og ved at blande pantomime og fantasy så udvider vi faktisk horisonten, uddyber fantasyforfatteren, der mener at en øget mangfoldighed kan være med til at få børn og unge ud af den vante rille: - Det er vigtigt at vise, hvad mangfoldighed er. Det er netop en af grundværdierne i bøgerne og dermed også i forestillingen. Værdierne om mangfoldighed er noget af Taynikmauniverset og Teater Vestvolden har til fælles. Teaterchef Stephan Pollner var derfor heller ikke i tvivl, da valget faldt på Taynikmabøgerne. - Vi var ikke et sekund i tvivl om, at det var Taynikmabøgerne vi ville lave en forestilling over. De bygger på den mangfoldighed, som vi gerne vil opnå. Det er den mangfoldighed, som vi gerne vil have i vores teater, fortæller teaterchefen. Han mener at forestillingen lever op til sloganet “Hele Hvidovres teater”. Teateret skal være for alle. Det er også derfor, at man ikke behøver at have læst bøgerne for at kunne følge med i forestillingen, der varer 50 minutter og kan ses af børn ned til seks år. Og selvom pantomime kan virke fremmed for mange børn og unge, så lykkes det, fordi pantomimen i forestillingen kombineres med fantasy. - Man skal se fantasyuniverset som en slags sukkerknald. Det handler jo ikke om at give børn og unge det, de gerne vil have. Det handler om at give dem det, de ikke vidste, de gerne ville have, uddyber fantasyforfatteren, Merlin P. Mann. Fantasyforfatteren og teaterchefen er begge enige om, hvad publikum har at glæde sig til: - Man skal glæde sig til en oplevelse. Men man skal turde give slip og forlade den vante rille. Vi er nødt til at få en bredere vifte på, hvordan vi ser tingene. Dybest set er vi alle sammen bare mennesker.