Fortsæt til indhold

Giv træterrassen en tur

Ser træterrassen træt ud, skal den have en ansigtsbehandling. De findes i flere varianter

Arkiv
Arkiv

Kvinder har forstået det. Når huden i ansigtet ser trist og grå ud, når den får rynker og tørre områder, så går turen til kosmetolog og ansigtsbehandling eller et ekstra god creme derhjemme. Det er det samme med træterrasser. Når den sprækker og er blevet trist og grå at se på, så er det fordi, den trænger til en behandling.
Nu findes der heldigvis "træ", som ligner træ, men ikke er træ, men derimod vedligeholdelsesfrit plastik, som kan bruges til terrasser. Det ligger i ordet vedligeholdelsesfrit, at det ikke kræver nogen særlig opmærksomhed.
Der er også forskel på, hvor plejekrævende de forskellige former for ægte træ er, og trykimprægneret træ er det mest benyttede materiale til terrasser og soldæk, som er placeret direkte under åben himmel eller på den bare jord. Trykimprægneringen sikrer træet mod mug.
Men er det kommet, kan man selv med knofedt, skurebørste og sæbe eller en højtryksrenser fjerne mug og alger eller i hvert fald holde det kraftigt nede. Er træet meget snavset, kan man bruge algefjerner. Vælger man modellen med højtryksrenseren, skal man sørge for ikke at holde strålen for tæt til træet, da det ellers kan skade det.
Er der ujævnheder i træterrassen, kan man vælge at slibe den med groft sandpapir, men pas på slibestøvet ved indånding. Til gengæld er du sikker på en glat og fin overflade, som bedre optager efterbehandling med olie eller maling.
Olierer man derimod træterrassen med træolie, lak eller maling, modvirker man, at træet tørrer ud og sprækker og revner. Begynder man dog først med oliering, skal man også holde det ved lige. Men så er det også både smukt at se på og gå på i bare fødder.
Er der ikke nogen behandling, der rigtigt kan redde træterrassen, kan man jo skifte træet ud. Og måske skifte det ud med det vedligeholdelsesfrie træ, der ikke er træ, men som ligner det.