Udvalg skal tage stilling til botilbud i nedslidt bofællesskab
Handicaprådet kan ikke anbefale, at der oprettes botilbud for borgere med autismespektrumforstyrrelser på Gl. Køge Landevej 282
Skal det tidligere bofællesskab på Gl. Køge Landevej 282 omdannes til boliger for unge med autismespektrum-fordstyrrelser?
Det skal Social- og Sundhedsudvalget nu tage stilling til, men hvis det står til Handicaprådet, der har indgivet høringssvar i sagen, kommer omdannelsen af bofællesskabet ikke til at ske på det grundlag, som kommunens Børne- og velfærdsforvaltning foreløbig har spillet ud med.
- Handicaprådet finder at forslaget om at etablere et midlertidigt botilbud til unge med Autismespektrum forstyrrelser virker forhastet og ugennemtænkt, står der indledningsvist i høringssvaret.
Handicaprådet begrunder dog udmeldingen med en række argumenter. Blandt andet påpeger Handicaprådet, at rådet havde indtryk af, at det ville blive inddraget i en yderligere analyse af botilbud på handicapområdet. Handicaprådet mener desuden, at indretning af botilbud til den ovennævnte målgruppe er problematisk både på grund af husets forfatning og på baggrund af de vurderinger forvaltningen har af borgere med autismespektrumforstyrrelser.
- Handicaprådet er enige i, at mennesker med en autismespektrum forstyrrelse har mange udfordringer, men finder at forvaltningens beskrivelse i høringssagen er stereotypt og uheldigt, f.eks. i forhold til at det omtales, at disse mennesker ”ofte har et problematisk forhold til deres familie”. Til gengæld er der evidens for, at 40% af målgruppen har andre problemstillinger end deres autismespektrum forstyrrelse f.eks. i form af angst og depression. Handicaprådet er derfor af den opfattelse, at det i sagen beskrevne kompetenceniveau hos personalet ikke er tilstrækkeligt til at varetage de ofte meget komplekse problemstillinger hos målgruppen, lyder det blandt andet fra rådet.
Social- og Sundhedsudvalget skal tage stilling til forslaget fra Børne- og velfærdsforvaltningen mandag.