Her er mine planer for grusgravning
Entreprenøren vurderer, at der dagligt vil køre 20 lastbiler til og fra grusgraven
Det er entreprenør Nicolaj Beck fra BM Bakkegården ApS, der søger om at få gravetilladelse i Brænore. På informationsmødet onsdag fortalte han borgerne om de konkrete planer for grusgravningen.
I dag kører der, ifølge forvaltningen i Kolding Kommune, 53 lastbiler gennem Taps i døgnet. Entreprenøren forventer, at tallet vil stige til 73, hvis der gives tilladelse til grusgravning. Og det er i værste tilfælde. Formentlig bliver tallet lavere, da nogle af lastbilerne, ifølge entreprenøren, også skal køre ad andre veje.
“Vi vil bemande grusgraven med én mand, der arbejder fem dage om ugen, 250 dage om året i ti år. Han vil dagligt kunne køre først ti tomme lastbiler og dernæst ti lastbiler læsset med 20 kubikmeter grus. Mit estimat er, at det vil svare til cirka 50.000 kubikmeter om året og altså 500.000 kubikmeter over de ti år,” siger Nicolaj Beck.
Ifølge Nicolaj Beck er planen, at en tredjedel af gruset skal køres ud af Ødisvej gennem Taps, en tredjedel skal køres syd over Frørup og en tredjedel over Tapsvej ved Ødis.
Entreprenøren ønsker, at arbejdet skal udføres i tidsrummet fra klokken seks-17.
“Det vil være en fordel, hvis vi kan være færdige omkring klokken 17, hvor borgerne cykler til og fra fritidsaktiviteter”.
Ved informationsmødet ytrede flere borgere bekymring over, at lastbilerne skulle køre tæt forbi Taps Skole, hvor skolebørn hver morgen færdes.
“Jeg kan godt forstå bekymringen, men jeg tror ikke, det bliver et problem. Vejen er smal, og det gør, at chaufføren automatisk vil sætte farten ned. Det vil han formentlig allerede gøre fra kirken, for da stiger vejen, og det betyder, at lastbilen automatisk taber fart. Derudover vil Kolding Kommune, sådan som jeg har forstået det, opsætte nogle forhindringer på vejen. De skal gøre det tryggere at færdes der,” fortæller Nicolaj Beck.
Flere borgere gav også udtryk for en bekymring for, om de gamle huse langs vejen kan holde til trafikken.
“Jeg kan sagtens forstå, at borgerne synes, det er træls. Om der bør være en reel bekymring for husene, ved jeg ikke. Jeg er ikke byggesagkyndig. Men jeg synes, man skal tage det op. Alt skal belyses i sagen”.