Nyt uddannelsestilbud styrker energisektoren
Internationale fag på masterniveau med fokus på energisektoren. Sådan lyder det nye tilbud inden for efteruddannelse i Esbjerg. Erhvervslivet ser stort potentiale i de nye MBA-moduler, der fra efteråret bliver udbudt i et samarbejde mellem Erhvervsakademi
Offshore og energisektoren er et omdrejningspunkt I Esbjerg, og derfor har de nye MBA-moduler, der starter op i den vestjyske hovedstad dette efterår da også sit udgangspunkt i netop de danske energivirksomheders problemstillinger. Faldende oliepriser og knappe ressourcer er således på skoleskemaet i det nye tilbud.
“Uddannelsen er relevant, fordi den tager udgangspunkt i danske cases. Det er vigtigt, at vi videreuddanner vores medarbejdere med ny, relevant viden, og vi har behov for medarbejdere, der kender det danske markeds udfordringer i en international kontekst,” fortæller Arne Rahbek, Communications Manager i Vattenfall.
Det er første gang, at Erhvervsakademi SydVest udbyder MBA-moduler – og første gang de samarbejder med Syddansk Universitet om at udbyde fag på MBA-niveau, der både rummer teori og praksis. Idéen opstod af et ønske om at kunne tilbyde mere konkret og praksisorienteret efteruddannelse til energisektorens ledere. Det er nu muligt på grund af samarbejdet med Syddansk Universitet og University of Aberdeen, hvor deltagerne også kan vælge at tage et modul.
Undervisere fra erhvervslivet
Danish Offshore Academy har hjulpet Erhvervsakademi SydVest med at finde relevante personer fra erhvervslivet, der kan undervise på uddannelsen. Det bidrager med relevans i undervisningen – og samtidig kan underviserne selv holde sig skarpe.
“Formålet er, at deltagerne får større indsigt i virksomhedernes reelle udfordringer, og at de lærer noget, de reelt får brug for. Fordelen ved en praksisorienteret MBA er, at deltagerne hurtigt kan anvende den nye viden i praksis,” fortæller Palle Mørkøre, programansvarlig og konsulent ved Erhvervsakademi SydVest.
Utraditionel opbygning
Undervisningen ligger i hverdagene, hvilket betyder, at deltagerne kan tage et modul i løbet af fire til fem arbejdsdage fordelt på to uger. Arne Rahbek, Communications Manager i Vattenfall, beskriver det som en win-win situation:
“Hverdagsundervisning over en kort periode lyder som en fornuftig form. Det er vigtigt for os, at vi kan tilbyde vores medarbejdere en attraktiv uddannelse, som ikke forstyrrer deres fritids- og familieliv.”
Erhvervsakademi SydVest og Syddansk Universitet har ladet sig inspirere af University of Aberdeen, som har haft stor succes med kortere og mere intense uddannelsesforløb. Formålet er at uddanne ledere, der får ekstra motivation og energi til at bruge det, de lærer på uddannelsen.