Ny gas-tankstation bliver bygget ved Exxit 59
Fra april 2016 skal Vejle Kommunes skraldebiler køre på biogas som en del af kommunens klimaplan.
Biogassen skal tankes på energiselskabet Nature Energys nye gastankstation ved transportcenteret ved Exxit 59. Her er første spadestik til den nye gas-tankstation netop blevet taget.
"Transport på biogas har klare fordele for klimaet og er reelt den eneste mulighed for grøn omstilling af den tunge transport, der ikke kan køre på el. Gassen kan vi selv producere på affald, og infrastrukturen er allerede til stede i form af naturgasnettet. Det bliver faktisk ikke meget nemmere, og derfor tror jeg også, at vi meget snart vil se mange flere – både kommuner men også private vognmænd og billister – der vil følge det gode eksempel her fra Vejle," siger Adm. direktør i Nature Energy, Ole Hvelplund.
Den centrale beliggenhed vil gøre den døgnåbne gastankstation nemt tilgængelig også for andre bilister og vognmænd med gasdrevne køretøjer.
Energiselskabet Nature Energy står bag landets største gastank i Fredericia.
LÆS OGSÅ: Nu skal affaldet sorteres på en ny måde