Kig på viften af tilbud til voksne handicappede
Esbjerg Kommune bruger 28 millioner kroner mere på voksenhandicapområdet end andre sammenlignelige kommuner
“På voksenhandicapområdet vil det være relevant at arbejde med viften af tilbud og se på den anvendte økonomistyringsmodel,” lyder nogle af rådene fra Kora til besparelser på området, hvor Esbjerg Kommune årligt bruger 28 millioner kroner mere end andre sammenlignelige kommuner.
Generelt er der de senere år sket en reducering i udgifterne til voksne handicappede over det meste af landet - også i Esbjerg Kommune, hvor Kora faktisk vurderer reduktionen til at være relativ stor. Alligevel ligger kommunen fortsat over niveau, hvis man sammenligner med andre kommuner.
“Det er korrekt, at vi allerede har justeret området til, men de er simpelthen gået hårdere til værks andre steder, og derfor ligger vi stadig højt,” forklarer kommunaldirektør, Otto Jespersen.
Kora vurderer, at Esbjerg Kommune vil kunne hente en større besparelse på området ved indførelsen af en ny økonomistyringsmodel - eventuelt efter den model som Vejle Kommune i 2013 indførte, og som, ifølge kommunen selv, gav et årligt mindreforbrug på cirka seks millioner kroner.
Også botilbudsområdet bør granskes. foreslår Kora. Det er den største enkelte budgetpost på voksenhandicap-området.
Spareforslagene på voksenhandicapområdet er at finde i en 56 sider lang rapport, som Kora netop har præsenteret for politikerne i Esbjerg Kommune. Den skal tjene som inspiration, når politikerne snart tager fat på budgetlægningen for de kommende fire år - en periode hvor Esbjerg Kommune skal spare op mod 900 millioner kroner.