Fortsæt til indhold

Mange fulde folk, men forholdsvis rolig nat

Arkiv
Af Lars Saugbjerg

Den store J-dag, hvor julebryggen sendes på gaden, plejer at lokke rigtig mange mennesker i byen. Fredag den 6. november 2015 var ingen undtagelse. Sydøstjyllands Politi melder om travlhed. 18 overtrædelser af ordensbekendtgørelsen.
"Men i forhold til hvor mange mennesker, der var i byen - og hvor fulde de var - har det været en rolig nat," lyder det fra politiet.
På Låsbygade i Kolding kom fire personer op at toppes ved midnatstid.
"De skubbede til hinanden, og der var lidt slag. De var alle sammen lige gode om det, så de blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen."
De involverede var en mand på 30 år fra Lindtrup, en 28-årig fra Aarup, en 24 årig fra Fredericia, og en 29-årig fra Fredericia.
I Klostergade var en kun 15-årig dreng lidt for kæk. Han tog fat i en betjent og kaldte vedkommende for pansersvin og fucking bøsserøv. Han fik en sigtelse og blev kørt hjem til sin mor til en opdragende snak.
I Jernbanegade endte to personer i et skænderi, hvor en 18-årig mand fra Jordrup skubbede en 19-årig fra Christiansfeld væk - for at få ham på afstand. Det fik den 19-årige til at lange en lussing - og det får han en sigtelse for.