Arkiv ramt af vandskade
Skader dækkes ikke af forsikringen og nu træder kommunen til med økonomisk hjælp
Pengene skal bruges til udbedring af skader på genstande og arkivalier som følge af en vandskade. Forstadsmuseet har siden 2007 haft en del af deres arkivalier opbevaret i et magasin under Engstrandskolen. I løbet af sommeren i år konstaterer den tekniske servicemedarbejder på skolen, at der er opstået en vandskade i kælderen som følge af en defekt grundvandspumpe. Vandskaden har også ramt Forstadsmuseets opbevaringsmagasin og der er på den baggrund frygt for skimmelsvamp i en del af museets arkivalier. For at sikre en korrekt håndtering af de beskadigede arkivalier blev Bevaringscenter Øst og Teknologisk Institut tilkaldt. Der blev taget prøver fra de berørte arkivalier og de viste spor af skimmelsvamp. Eksperterne fra Bevaringscenter Øst og Teknologisk Institut anbefalede, at magasinet blev tømt for arkivalier. Det er oplyst, at skaderne ikke kan dækkes af forsikringen.
Tilses af eksperter
En del af materialerne fra magasinet blev flyttet til Smedjen i Avedørelejren, hvor de ligger til tørring. Der har dog ikke været plads til alle arkivalier, så en del er stadig i opbevaringsmagasinet under Engstrandskolen. Materialerne bliver løbende tilset af eksperter fra Bevaringscenter Øst, ligesom en del materialer allerede er sendt til rensning for skimmelsvamp. Forstadsmuseet søgte kommunalbestyrelsen om økonomisk hjælp til sikring af de beskadigede genstande. Og denne økonomiske hjælp var der i sidste uge flertal i kommunalbestyrelsen for at give.