Fortsæt til indhold

Så er den gal igen

Arkiv
Arkiv

Beboerne i området omkring I.G. Smiths Allé har nu fået vurderet, om der er sket skader på deres huse i forbindelse med udvidelsen af kloakledning langs Harrestrup Å. Læsere af Hvidovre Avis vil vide, at det forståeligt nok på ingen måde har været let for dem at leve med infam larm, rystelser og enorme mængder støv mildt sagt lige uden for deres vinduer. Af artiklerne er det også fremgået, at beboerne groft sagt har skullet kæmpe deres egen sag for at få nogenlunde tålelige kår under anlægsarbejdet. Hvidovre Kommune har været ganske tilbageholdende i forhold til at hjælpe beboerne - officielt fordi der ikke var noget lovmæssigt belæg for at kompensere de berørte beboere. I det sidste stykke tid har der været ro i området. Arbejdet er tilendebragt og beboerne har fået fred, men de har naturligvis afventet vurderingen af, hvordan de mange rystelser har påvirket deres huse og haver. Revner i murene, døde træer, høje vandregninger og atter revner har været den synlige konsekvens for beboerne. Den korte konklusion på vurderingerne er imidlertid, i følge rapporterne, at husejerne i området langt hen ad vejen IKKE kan forvente at få udbedret skader, fordi husene er gamle - og man må forvente, at huse i den alder får revner. Eller også er revnerne “hårfine” og resultat af udtørring. Det er som bekendt ikke den eneste sag i Hvidovre, hvor borgere af uransagelige årsager ikke bliver holdt skadesløse for udgifter til nogle udefrakommende faktorer, som de på ingen måde har gjort sig skyldige i er opstået. Jeg har naturligvis ingen byggesagkyndig faglighed - og kan derfor ikke vurdere kvaliteten af netop vurderingsrapporterne, men jeg mener fortsat, at Hvidovre Kommune aktivt må gå ind i sagen og sikre, at beboerne som et minimum får bekostet en 100 % uvildig vurdering af skaderne på deres huse.