Har du hørt at...
...Amnesty Esbjerg har besluttet, at man fremover mødes fast på Vindrosen i Esbjerg den første torsdag i hver måned? Man mødes kl.19 og vil bl.a. tale om den tilbagevendende aktivitet hvert år, "Skriv for Liv", ligesom man drøfter arbejdet i gruppen. Alle er velkomne.
...Bilal Hussain, der arbejder som reporter på TV-Glad, har skrevet sin første canadisk/amerikanske fiktion kriminovelle "EagleUnit"? Den udgiver han ved en reception på Tv-Glad Esbjerg onsdag den 18. november fra kl. 10.30 til 12.00.
...Esbjerg Kommune er blandt de første i landet til at implementere en ny digital læringsplatform, der skal gøre det planlægningen og afviklingen af undervisningen lettere for lærerne? Efter nytår vil alle kommunens skoler være på systemet, der også gør det muligt for forældrene at følge deres børns undervisning tættere.
...Fredag og lørdag markerer Esbjerg Kommune, Diabetesforeningen og lokale apoteker Verdens Diabetesdag ved at tilbyde alle interesserede at få testet deres diabetesrisiko? Det sker ved en række arrangementer i Esbjerg, Bramming og Ribe.
...Ib Laursen har modtaget prisen som Entrepreneur Of The Year i Syd- og Sønderjylland? Det er Ernest & Young, der står bag prisen, der er uddelt i Danmark siden 1997 til virksomheder der formår at skabe masser af vækst. Ib Laursen etablerede sin virksomhed i Ribe tilbage i 1972, hvorfra firmaet har udviklet sig til en af Skandinaviens største engrosleverandører af brugskunst.
...N&K Spedition fra Esbjerg også var nomineret til samme iværksætterpris, som Ib Laursen har modtaget?
...Arbejdspladsen som sundhedsarena er titlen på det foredrag som Just Bendix Justesen turnerer rundt med? Den 19. november kl. 18.30 kan høre om, hvordan du får et sundere arbejdsliv på Syddansk Universitet i Esbjerg. Læs mere på www.fu.sdu.dk.
...Esbjerg Kommune har sendt kriterier for skoleindskrivning ud i høring? Det sker efter at Børn & Familie udvalget har præciseret reglerne, der blandt andet betyder, at man som forælder godt kan vælge en anden afdelingsskole til sit barn end den man bor tættest på, men kun hvis der fortsat er mindst to overskydende pladser tilbage til eventuelle tilflytter-børn.
...667 ELEVER fra Esbjerg Gymnasium og Rybners i sidste uge deltog i Operation Dagsværk for at samle penge ind til unge i Somaliland?
...150 elever fra 4.-6. klassetrin i sidste uge blev undervist på UC Syd i dansk af førsteårs lærerstuderende?
...Galleri Slugen på Grundtvigs Allé inviterede til fernisering fredag? Det er kunstneren Anne Aarsland, der udstiller. Det gjorde hun også for tre år siden samme sted, hvor udstillingen blev lidt af et tilløbsstykke. Anne Aarsland er nu klar med en række nye værker, der under titlen ’The Shape of Repeatings’ fortsat arbejder med de karakteristiske stramme geometriske former i samspil med et blødere og mere organisk udtryk.