"Jeg skal kunne bo her om nødvendigt"

"Jeg tilbringer jo flere vågne timer i forretningen end i mit eget hjem, så for mig har det altid været afgørende, at jeg selv føler mig tilpas her. Men jeg håber selvfølgelig også, at kunderne 'føler sig hjemme' i butikken. Men det tror jeg, at mange gør – jeg får i hvert fald mange positive kommentarer på indretningen, siger Heidi Foged Christensen, da Strøgavisen besøger en af byens anderledes indrettede forretninger. Og indrømmet, man kan blive en smule forvirret, når man træder ind i Heidi Foged Christensens butik.
For hvad er det lige, de sælger? Sko, tøj, møbler, bøger? Pokaler? - Ja, haha, griner indehaveren af det, vi allerede nu kan afsløre er en modeskotøjsforretning.
"Lige det med pokalerne er det eneste, jeg ikke har noget forhold til. Men det har min mand. Han har nærmest et blødt punkt for disse stilmæssigt noget fejlplacerede trofæer. Måske jeg skulle prøve at sælge dem," fortsætter hun muntert.
Men ellers er Heidi Foged Christensen aldeles skarp på, hvad der er til salg og hvad der ikke er.
"Vi er hovedsageligt en skoforretning. Sko er butikkens omdrejningspunkt. Jeg er en ”skopige” og sko er min passion. Nej, ikke alle slags sko. Kvalitetssko. Jeg er nok kompromisløs på det punkt.
"Vi er ikke del af nogen indkøbskæde, men finder vores sko rundt om i det meste af Europa. Mest fra Italien. Jeg køber sko med hjertet, sko jeg selv har lyst til at eje, men det går jo ikke. Så de er til salg. Modsat mange af de andre ting i butikken.
"Tøjet er selvfølgelig også til salg, men tøj vil for mig altid være tilbehør til sko. Men derfor skal tøjet jo selvsagt være unikt, noget du ikke finder mange andre steder. Og slet ikke andre steder i byen. Sådant laves ikke i dag"
"Min grundlæggende filosofi er, at hvis noget er værd at lave, så er det også værd at lave ordentligt. For mig er begrebet kvalitet ikke bare en floskel, jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor mange mennesker ofte lader sig ”spise af” med nogle varer, som bare ikke er gode. Personligt har jeg altid haft det sådan, at jeg hellere vil have en enkelt lækker ting end tre halvdårlige, der sandsynligvis hurtigt går i stykker.
"For kvalitet holder. Og holder længe. Se eksempelvis på den gamle hestesaddel der – eller på den 120 år gamle lædersofa. Sådant læder og sådant håndarbejde får du ikke mange steder i dag – om nogen steder. Derfor er netop de ting heller ikke til salg, selv om jeg ofte får forespørgsler på, hvad de skal koste. Jo, min mand har en enkelt gang solgt en lampe – men det gør han aldrig igen," konstaterer Heidi Foged Christensen tørt.
"For nogle ting er bare ikke værd at skille sig af med for penge. Stort set al inventaret her i forretningen er udvalgt helt specielt. Ofte fundet på loppemarkeder, i genbrugsforretninger eller på netauktioner. Ofte særdeles billigt for jeg kan godt lide ting, der har ”sjæl”, og dem bydes der nødvendigvis ikke så højt på. Du ved, ting man kan se har ”haft et liv og set noget af verden”, siger Heidi Foged Christensen om sit inventar.
LÆS OGSÅ: Der skal farver til. Masser af farver

Maksimalist af hjertet

"Jeg er afgjort maksimalist og ville aldrig trives i et minimalistisk og helt clean miljø. Det bliver for koldt og for upersonligt for mig, og ville aldrig fungere her i forretningen. Det er mine sko simpelthen alt for specielle til. Men det er jo det, som kunderne kommer for. Noget specielt. Noget smukt og gedigent. Derfor emmer hele forretningen efter min egen opfattelse også af denne glæde ved veludført håndværk.
"Se de her læderindbundne bøger, er de ikke bare smukke? Jeg kan falde i svime over sådanne. Mærk på dem. Lugt til dem. Jeg synes simpelthen, at man bliver i godt humør af bare at holde dem i sine hænder. Det er faktisk også sådan, jeg har det med sko. At stå med en håndlavet lædersko, hvor du bare ikke er i tvivl om, at den er lavet af en håndværker, der er stolt af sit fag – det er da helt fantastisk.
"Jeg tænker, at nogen måske tror, at der er noget påtaget over denne begejstring for kvalitet. Men tro mig, det er der ikke. På et tidspunkt havde jeg ikke mindre end tre chesterfieldstuer derhjemme – en grøn, en hvid og en rød – og vi har altså ikke nogen specielt stor bolig. Til sidst måtte jeg overgive mig og sælge den grønne og den røde. Det var ikke nemt. Men sådan er jeg bare – på godt og på ondt."