Fortsæt til indhold

115 elever var med i Operation Dagsværk i Randers

Arkiv
Arkiv

Gymnasieelevernes årlige indsamlingsdag er vel overstået med 115 tilmeldte gymnasieelever fra Randers. I det nye år starter indsatsen for at hjælpe unge i Somaliland.

Onsdag 4. november stod der Operation Dagsværk på skoleskemaet, da elever fra Paderup Gymnasium samlede ind til SOS Børnebyernes projekt for unge i Somaliland. Omkring 19.000 elever deltog landet over. Operation Dagsværk regner med, at det nationale indsamlingsresultat kommer til at lægge sig op ad sidste års.
”De enkelte gymnasier bruger de næste par uger på at overføre de indsamlede donationer. En del gymnasier afholder desuden caféaftener og støttekoncerter de kommende uger, hvor overskuddet går til Operation Dagsværk. Vi kender derfor først det endelige indsamlingsresultat om et lille stykke tid. Vi regner med, at det lægger sig op ad sidste års resultat på lidt over fire millioner. Det er super godt gået af de mange tilmeldte elever,” siger Frida Ravn Rosling, bestyrelsesmedlem i Operation Dagsværk.

Langsigtet arbejde for unge i Somaliland

Pengene fra årets Dagsværkdag går til SOS Børnebyerne, som allerede til foråret går i gang med at forbedre vilkårene for 15.000 gymnasieelever i Somaliland og få flere somalilandske piger i skole. SOS Børnebyerne vil blandt andet stifte elevråd på 10 af landets gymnasier, der skal arbejde for, at ungdommen bliver hørt og samfundsfag bliver en del af skoleskemaet.
”Uden de danske unges indsats, havde vi ikke kunnet starte den vigtige og langsigtede indsats i Somaliland. Som det er nu, mangler ungdommen i Somaliland et talerør, og de har meget få muligheder for at deltage aktivt i demokratiet. Med pengene fra Operation Dagsværk kan vi hjælpe tusindvis af unge somalilændere og også påvirke samfundet i en positiv retning. Det er kun muligt på grund af de danske gymnasielever, der samlede ind. Det kan de virkelig være stolte af,” siger Line Grove Hermansen, kommunikationschef for SOS Børnebyerne.
Formålet med Operation Dagsværk er, at danske gymnasieelever bliver klogere på internationale problemstillinger, og at de giver en dag af deres uddannelse, så andre kan få en.