Spændende beretninger i Strandmarkskirken
Under overskriften “Sporløs! Er Guds vej sporløs” får man i “Tirsdagskredsen” på næste tirsdag den 17. nov. kl. 14.00 besøg af Iben Bojana Galeva Raikova, der beretter om sit liv som adopteret fra Bulgarien til en dansk familie. Hun fortæller om sit hårde år, og om en senere udvælgelse til TV-programmet “Sporløs”, og dermed få muligheden for at finde sine rødder, bygge ny identitet, - og så hele vejen have musikken med i sit liv til at vise vej og holde fast i det gode.
15 år - og et år i Indien
Dagen efter, nemlig onsdag den 18. november kl. 19.00, fortæller den nu 16-årige Emma Munch om “Et år i Indien”. I august sidste år tog den kun 15-årige Emma til Mumbai, for at gå i skole, bo hos en indisk familie og lære en helt fremmed kultur at kende. Nu, et år efter, er hun tilbage i Hvidovre, og vil fortælle om sine oplevelser i et samfund, der er meget anderledes end det danske. Der er fri adgang til begge foredrag, og kaffe/kage kan fås for kr. 15,-.