Fortsæt til indhold

Jubilæumskoncert med Lasse & Mathilde

Arkiv
Arkiv

Oplysningsforbundet Fora (tidligere Frit Oplysningsforbund) fejrer sit 40-års jubilæum med en musikalsk rejse gennem 40 år. Duoen Lasse & Mathilde startede også deres karriere i 1975 og de blev hurtigt folkeeje. I Hvidovre var de unges foretrukne musiksted i 70’erne på Risbjerggård. Derfor har Fora valgt at fejre sit jubilæum på Risbjerggård, som endnu kan opleves, som det var dengang. Som lokalt oplysningsforbund har Fora en ambition om at skabe rum for borgernes inddragelse i kommunens udvikling, og har også gennem tiden haft studiegrupper, som skabte visioner for fremtiden i Hvidovre. Nu er jubilæet en lejlighed til et tilbageblik på 40 år. Og hvad får publikum til jubilæumskoncerten - ud over violin, guitar og to varme stemmer. Det bliver et herligt mix af højdepunkterne fra Lasse og Mathildes karriere med blues, poesi, lidt jazz, lidt rock, tekster med kant og eftertanke. Ind imellem kommentarer, der forklarer “det hele”, og løser op med en underfundig humor og skaber en varm og dejlig stemning. Det bliver en koncert med spændvidde, musikalske udflugter og megen hygge. “Lidt hippie er man vel altid” er titlen på en bog, der sidste år udkom på Bogforum. Den fortæller om de to musikalske mennesker, der fandt hinanden og melodien. De mødte også mange musikalske venner i Danmark og i USA også mange som i tidens løb har gæstet Hvidovre. Det vil helt sikkert blive en koncert, der kommer til at vække gode minder. Biletter kan købes på hvidovre.fora.dk eller på telefon 36 78 83 30.