Fortsæt til indhold

Ulrika Ågren vil spille sig i OL-form i Team Esbjerg

Arkiv
Arkiv

Den svenske stregspiller, Ulrika Ågren, vender tilbage til Team Esbjerg, som hun i sommeren 2012 forlod efter 68 kampe i to succesfulde sæsoner.
Den 28-årige landsholdsspiller spillede efter tiden i Esbjerg en sæson i Randers HK og det meste af to sæsoner i den tyske topklub, Buxtehuder SV, indtil hun blev gravid. Ulrika Ågren fødte 30. oktober sit og Henrik Toft Hansens første barn, Oliver. Håndboldparret bor i Flensborg, hvor han i denne sæson er begyndt hos SG Flensburg-Handewitt.
"Jeg har snakket med Team Esbjerg, lige siden jeg forlod klubben, og glæder mig helt vildt til at vende tilbage til et håndboldmiljø, jeg trives så godt i. Faktisk har jeg brugt det meste af min graviditet på at være i kontakt med klubben, hvor jeg føler, at jeg kender så mange mennesker. Det er i Esbjerg, jeg for alvor har lært mit håndboldspil og blev god. Mange af spillerne fra dengang er der ikke længere, men jeg har haft Lars som træner og kender hans filosofi, som passer mig rigtig fint," siger Ulrika Ågren.
Parterne har aftalt, at hun til januar vender tilbage på træningsbanen i Esbjerg med henblik på i bedste fald at være klar til comeback mod slutningen af måneden.
"Fødslen forløb fint, og jeg trænede fitness og cyklede dagen før. Jeg løb indtil sjette måned, så jeg føler mig faktisk i god form," siger Ulrika Ågren, der i den hele sæson i nordtyske Buxtehude vandt sølvmedaljer i Bundesligaen og blev tysk pokalmester.
Hun spillede den seneste af foreløbig 70 landskampe for Sverige i december i fjor, da holdet erobrede EM-bronze mod Montenegro, og var med på træningslejr i marts. Det er en stor motivation at komme i form til et eventuelt comeback, når Sverige til marts spiller kvalifikationskampe forud for OL i Rio i sommeren 2016. I Team Esbjerg skal hun kæmpe med Rikke Zachariassen og Stine Bodholt Nielsen om pladsen på stregen.
Team Esbjergs sportschef, Thomas Hylle, ser frem til at få Ulrika Ågren tilbage i klubben med de håndboldmæssige og personlige egenskaber, hun besidder.
"Vi glæder os til at se ”Ullis” på træningsbanen og hjælpe hende tilbage til det høje niveau, hun havde, da hun senest var her. Nu ser vi, hvordan det forløber, og vi har aftalt, at vi i løbet af foråret taler sammen om et eventuelt længerevarende samarbejde," siger Thomas Hylle.
Han betegner Ulrika Ågren som en meget bevægelig stregspiller, der er stærk med bolden, sikker i afslutninger og god i kontrafasen.
Oktober var en af de mest begivenhedsrige måneder i Ulrika Ågrens liv. 13. oktober flyttede hun og Henrik i hus, to dage senere blev de gift, og 30. oktober blev de forældre.