Fortsæt til indhold

Vejle Havn-sag sendt til hjørne i sidste øjeblik

Venstre opdagede pludseligt, at der var tvivl om byrådsmedlemmernes habilitet i sagen

Arkiv
Peter Friis Autzen

Vejlenserne og Vejle Havn må vente mindst i nogle uger endnu, før sagen om Vejle Havn kan slutte.
I går skulle byrådet ellers have taget stilling til, om man ville opfordre hele bestyrelsen til at trække sig ovenpå afsløringer af bestyrelsens brug af havnens penge til rejser, mad, tøj, gaver og andet uden fagligt indhold. Men Venstre stak en kæp i hjulet i sidste øjeblik, fordi partiet blev opmærksom på et habilitetsproblem - og at partiet ikke stod klar med suppleanter til afstemningen, hvilket ellers kunne have løst habilitetsproblemet.
Byrådet har en forretningsorden, der giver partier lov til at få en sag udsat. Og den mulighed benyttede Venstre sig af. Sagen kan derfor tidligst afgøres på næste byrådsmøde, der er planlagt til den 11. november.
Tre af Venstres byrådsmedlemmer sidder i havnens bestyrelse, og det er heri habilitetsproblemet opstår.
Læs også: Venstre mener, at havnesagen er byrådets ansvar - ikke bare bestyrelsens

Fungerende borgmester, Søren Peschardt (S), undrer sig.
"Når bestyrelsesmedlemmer er udpeget af byrådet, kan man på en måde sige, at de normale habilitets-begreber sættes ud af kraft. Lige præcis dén vurdering er ikke så enkel endda. Men i dette tilfælde var spørgsmålet også, om byrådet skulle iværksætte en decideret undersøgelse af bestyrelsesmedlemmernes rolle. Og så kan der ikke være tvivl om, at de pågældende ikke kan træffe sådan en afgørelse uden at være inhabile," siger Søren Peschardt.
Hans eget parti havde indkaldt suppleant Johnny Beck for at være klar til afstemning.
"Vejle har brug for at komme af med denne sag, som giver en masse dårlig omtale. Samtidig har er det vores ønske at indføre en ny bestyrelsesmodel, hvor nogle af medlemmerne skal være professionelle folk med branchekendskab - altså den model, vi kender fra blandt andet Billund Lufthavn. Det har Vejle Havn brug for, og denne her udskydelse forsinker den proces," siger Søren Peschardt.
Han erkender, at Venstre har fuld ret til at kræve sagen udskudt.
"Men det undrer mig, at man først på selve dagen bliver opmærksom på habilitetsproblemet, for vi har jo vidst i tre uger, at sagen skulle behandles," siger han.