Så er datoen sat
Dansk Supermarked Group åbner på fredag kl. 10 i samarbejde med Starbucks den 19. Starbucks kaffebar i Danmark.
Det sker i Føtex tidligere Bistro, og store manager Majbrit Nielsen ser frem til at byde kunderne indenfor.
"Jeg tror og håber på, at folk tager godt imod vores kaffebar, som er rigtig hyggeligt indrettet med dejlige møbler og flotte dekorationer på væggene. Vi vil gøre vores bedste for, at alle føler sig velkomne og får en god oplevelse og ikke mindst en velbrygget kop kaffe," siger hun i en pressemeddelelse.
Mikkel Niess, varehuschef i føtex på strøget i Vejle, forventer, at kaffebaren vil gøre det nemt for kunderne i føtex at kombinere indkøbsturen med en kaffepause, og han glæder sig til at byde Starbucks velkommen.
"Det er ikke kun os her i huset, der glæder os til, at Starbucks åbner. Jeg har talt med en del andre butikker her i gågaden, som ser frem til åbningen, da de også er overbeviste om, at Starbucks vil trække flere kunder til vores del af gågaden, som er temmelig lang her i Vejle," siger han.
Der vil være goodie bags til de 50 første kunder.
Kaffebaren afløser den gamle Starbucks ved Bilka Vejle, som lukkede den 11. oktober.
LÆS OGSÅ: Stamkunder sagde farvel til Bistroen i Føtex