Randers tjekket vejrtrækning hos borgerne
Hver tiende dansker har problemer med lungerne, og alt for mange ved det ikke selv. Det siger tal fra Lungeforeningen, som igen i år tilbyder danskerne et gratis lungetjek i samarbejde med lokale sundhedsaktører onsdag d. 18. november 2015 på Den Internationale Lungedag. I Randers kan man møde Randers Sundhedscenter og Regionshospitalet Randers i Føtex på Mariagervej
Over en halv million danskere lever med en lungesygdom som for eksempel astma eller KOL (Kronisk Obstruktiv Lungesygdom). Alt for mange ved det ikke selv. Åndenød, hoste og følelsen af ikke at ”have luft nok”, er nogle af de symptomer, man skal være opmærksom på.
”Lungesygdomme bør konsekvent opdages og sættes i behandling langt tidligere, end det sker i dag. Cirka 430.000 danskere har den kroniske lungesygdom KOL. Men det er kun cirka halvdelen, der ved, at de har sygdommen. Det vil sige, at der er 200.000 danskere, der lige nu går rundt uden at vide, at deres lunger er syge. Det er afgørende, at vi finder alle dem med syge lunger og hjælper dem i behandling,” siger Anne Brandt, direktør i Lungeforeningen.
Jo før en lungesygdom opdages og behandles, jo bedre liv kan man leve med sygdommen. På Lungedagen kan danskerne blandt andet få en lungefunktionsmåling, som afslører lungesygdomme som for eksempel KOL og astma.
Gratis lungetjek til danskerne
På Lungedagen onsdag 18. november kan alle danskere få tjek på lungerne, når Lungeforeningen sammen med apoteker, kommuner, hospitaler, praktiserende læger og flere hundrede frivillige over hele landet afholder arrangementer med blandt andet gratis lungetjek.
I Randers Kommune tilbyder Randers Sundhedscenter og Regionshospitalet Randers lungefunktionsmåling samt information vedrørende KOL-rehabilitering og hjælp til rygestop.
Arrangementet afholdes i Føtex på Mariagervej onsdag 18. november fra kl. 11.00 til kl. 17.00.