Druk hor og mord på de skrå brædder

Vi er i et tjekket kendismiljø, hvor supermodellen Loni er omdrejningspunktet. Alt hvad der siges, og alt hvad der handles på, går via hende. Hun er stjernen på himlen i en lukket pseudoverden, som holdes oven vande af druk, løgn og fortielse. Udenfor raser den virkelige verden med indvandring, pest og de fremmede. ”De sorte overtager hele lortet”, siger Dipper, som er fortograf på den film, som de er i gang med at lave.
Men her i det lille reservat holder man på maskerne. Der kæmpes for at bevare illusionen om, at supermodellen, Loni, har en kæreste, Pablo, som hun skal giftes med. Alle smører og snakker hende efter munden, for at bevare illusionen om, at Pablo virkelig eksisterer. Men det gør han ikke. Og jo mere alkohol de indtager, jo bedre kan de overbevise sig selv og Loni om, at de lever i en slags virkelighed og ikke i en pseudoverden.
”I et kaos af sprut, håb, drømme, sex, fantasier, kærlighed, venskab og luksus” får vi et kig ind i det liv, Loni og hendes team lever i. Det er et kendisliv som taget ud af ”Se og Hør” forstørret hundrede gange indtil det syrede. Oralsex, strip og vold hører til dagens orden, som dog også er præget af en form for venskab. Ordet ”skatter” er nok det mest anvendte ord i replikkerne. Ordet er nogen gange velment, men oftest er det intetsigende fyldekalk.
Det er et modigt og ambitiøst skuespil, som amatørscenen har kastet sig ud i. Det er tankevækkende, at se kendiskulturen udarte til det rene skære illusionsnummer uden hold i virkeligheden, men også så syret, at vi nogen gange må overgive os til latteren. Nogle replikker er så skarpe, at de står og dirrer i luften. Andre så platte, at det gør ondt og dog provokerer. På mange måde er forestillingen også en prøve i hurtige replikker og replikkunst.

Og det lykkes....

De 7 skuespillere kan deres kram. Der vil gå et stykke tid, før jeg glemmer Esp, den homoseksuelle stylist, spillet af Sebastian Haugelund. Han er alt for meget, men han spiller rollen med stor elegance, humor og indlevelse. Han fremstår som homoseksualitetens urfænomen. Han er medfølende, udglattende, kærlig, kropslig, et læspende snakkehoved af rang - men slet ikke til at stå for.
Supermodellen Loni, spillet af Amalie Buchenskjoll Bille og Stripperen, spillet af Julie Cecilia Phanareth udfylder deres roller overbevisende - også i kraft af deres kropslige dyder. Det er roller, som nok de fleste piger ville betakke sig for. De skal kunne lidt af hvert! Strippe, klæder sig af og på og poserer for fotografen, Dipper, spillet suverænt af Allan Reimer.
Uden at røbe for meget, kan man roligt sige, at illusionsboblen brister i en overraskende og voldsom slutning. Mænd må bøde for deres svineri .
Simone Nøhr Bille er debutant som instruktør. Det er lykkedes for Simone at holde sammen på et svært stykke dramatik til en underholdende og tankevækkende forestilling. Illusionsnummeret står skarpt, og man tænker, når man går ud i natten efter forestillingen: Er du nu ude i den virkelige virkelighed?