Fortsæt til indhold

Juleteater til byens ældre i november og december

I løbet af de næste par uger vil ca. 550 plejecenterbeboere få mulighed for at komme i rigtig julestemning

Arkiv
Arkiv

Københavnske Teater V har produceret teaterforestillingen, ’Julen har bragt’. En nostalgisk og musikalsk juleforestilling, som Odenses ældre borgere nu får mulighed for at se.
Odense Kommune skriver i en pressemeddelelse, at man har arrangeret ti forestillinger på byens plejecentre til stor glæde for de mange beboere, som kan se frem til formidabel juleunderholdning.
Teaterstykket blev fremført på tre plejecentre torsdag, og de næste par uger vil man turnere rundt med stykket flere forskellige steder.
’Julen har bragt’ vil blive fremført på ti forskellige plejecentre, og beboerne fra de resterende plejecentre har samtidig mulighed for at blive kørt til det nærmeste plejecenter, hvor forestillingen vises. Ind til videre har 550 beboere tilmeldt sig.
Ældre- og Handicaprådmand, Brian Skov Nielsen (EL), er begejstret for initiativet;
- Jeg er rigtig glad for, at vi kan lave arrangementer som det her. Det er lidt i tråd med de årlige herre- og damefrokoster, idrætsdage mm., som vores aktivitetsenhed gang efter gang stabler på benene. Det giver de ældre et spændende input i deres hverdag – og sådan et juleeventyr bliver man jo aldrig for gammel til, siger Brian Skov Nielsen.
Han har i samarbejde med By- og Kulturforvaltningen og rådmand Jane Jegind (V) sat initiativet i søen.
- Det er vigtigt for mig, at også byens ældste borgere får adgang til kulturoplevelser. For kultur er ikke bare underholdning – kultur er godt for sjælen, det øger livskvaliteten, styrker fællesskaber og giver stof til refleksion. Derfor vil jeg arbejde på, at vi fremover ser flere af den slags initiativer, der sætter borgeren i centrum – også dem, der ikke selv kan opsøge den, siger Jane Jegind.
Her vil juleteateret blive fremført de næste par uger:

Villestofte Plejecenter: Fredag den 27.11, kl. 11.00
Plejecenter Havebæk: Fredag den 27.11, kl. 14.00
Lokalcenter Korsløkkehaven: Fredag den 27.11, kl. 16.00
Ældrecenter Øst: Tirsdag den 01.12, kl. 11.00
Sanderum Plejehjem: Tirsdag den 08.12, kl. 11.00
Sct. Hans Parkens Plejecenter: Tirsdag den 08.12, kl. 14.00
Plejecenter Albanigade: Onsdag den 09.12, kl. 11.00