Team Stjerne vandt finalen for B-rækkerne
- nu skal de spille om VM-plads i A-rækken
Det har været et godt EM for Hvidovres herrecurlinghold Team Stjerne.
I formiddags spillede de sig med en sejr over Letland tilbage i A-rækkerne og få timer efter vandt de B-rækkens finale mod Østrig med resultatet 6-4.
Det betyder, at de nu skal spille bedst ud af tre kampe mod Italien, der har spillet i A-rækkerne. Hvis Team Stjerne vinder betyder det en plads til VM i 2016.
Den spændende kamp spilles kl. 19 i den hal, hvor A-rækkerne har spillet.
- Det bliver herrernes tredje kamp i dag, så vi håber at den fysiske form er helt i top!, skriver Dansk Curling Forbund om kampen.
Med aftenens kamp kommer Team Stjerne desuden til at spille på samme tid, som Hvidovres damehold Team Lene Nielsen skal spille om bronze mod Finland.