Fortsæt til indhold

Nu bliver det dyrere

Arkiv
Af Jacob Hove

Det er blevet dyrere at parkere ulovligt på en privat parkeringsplads.
Ifølge FDM har flere af de private selskaber, der administerer parkeringspladser, valgt at hæve afgiften fra 650 til 750 kroner.
Indtil videre gælder det City Parkeringsservice og Parkzone, mens Apcoa Parking har hævet afgiften i nogle af sine områder.
Hos Danmarks 3. største private parkeringsselskab, City Parkeringsservice, forklarer administrerende direktør Peter Eliassen prisstigningen med øgede udgifter.
"Nye regler, der er et resultat af en parkeringsarbejdsgruppe under Justitsministeriet, som FDM også deltog i, har betydet, at vi er blevet pålagt at udskifte skilte ved vores pladser fra næste år. Det er en udgift til adskillige millioner kroner. Desuden er der de generelle stigninger på porto, løn, forsikringer med mere."
Afgiften på en kommunale p-pladser har siden 2002 ligget på 510 kroner, mens den på de private steg fra 510 kroner til 590 i 2009 og derefter til 650 to år senere. For altså nu, fire år senere, at stige med yderligere 100 kroner.
Den omtalte arbejdsgruppe leverede sin rapport i juni 2013 og anbefalede blandt andet mere ensartede regler for parkering over hele landet, større gennemskuelighed og tydeligere skiltning.